Tristheden ligger som en tung, sulten kugle midt i maven. Jeg kan smage den bagerst i svælget og mærke den i mine skuldres hængen og mit bliks uinteresserede sløvhed.

Jeg har bevæget mig ind i en ond cirkel, eller måske snarere spiral. Jeg har ikke lyst til noget, energi til lidt og tiden er lang. Har jeg for meget fritid? Der er i hvert fald en tung følelse af ikke at være i stand til at nyde at jeg kan gøre som jeg vil med tiden, når ikke det er i modsætning til arbejdstid, når hver time er min egen og unyttig. Jeg er ikke til gavn for nogen, ikke engang mig selv.

Trætheden, den træthed der måske, måske ikke er rester af depressionen fylder mig bestandig. Det øjeblik jeg er mest tilfreds er når jeg hviler på kanten af søvnen, i salig vished om at den næste time eller den kommende nat skal jeg ikke tage stilling til noget, ikke forsøge at være frisk, ikke have dårlig samvittighed over stadig at være sygemeldt og unyttig (indtil nu har jeg i det mindste været nyttig i forhold til mig selv, arbejdet med sygdommen, men også det står i stampe lige nu).
Men hvad med resten af dagens timer? Jeg har den uhørte frihed lige nu at kunne fylde dem med stort set hvad jeg vil, og absolut ingen lyst til nogetsomhelst. Ynkeligt!

Hvordan kommer jeg videre herfra? Mine tanker kører i cirkler, og jeg kan ikke finde nogen tiltalende vej at gå, end ikke end lysten til at gøre noget overhovedet. Men jeg er ved at blive (mere) vanvittig af denne stilstand, af at snuble rundt som i bunden af et fedtet mudderhul, med sider for glatte til at jeg kan komme op.

Har en af jer en stige? Eller en lang stærk arm? Jeg kunne virkelig godt bruge en 🙁

Uncategorized • Skrevet d. 07. September, 2008 • 3 kommentarer