“Jeg giver dig et kald så snart jeg ved noget” sagde københavnerstemmen i telefonen.
Nej! Nej det gør du ikke. Et kald er enten en lokkefløjte til vildt, lyden sammen vildt frembringer, eller en religiøst eller spirituelt betonet drivkraft til at gøre noget bestemt med sit liv, såsom at blive præst, hjælpe de fattige eller gå i kloster.
Jeg forestiller mig ikke det var den første mulighed han mente, og jeg vil gerne på det bestemteste have mig frabedt at man blander sig i nummer to.
Mon han taler gammeldags dansk, herren i telefonen? Ifølge ordbog over det danske sprog (som beskriver sproget mellem 1700 og 1950) er denne brug af navneordet kald nemlig korrekt.
Eller mon han taler popsmart dangelsk?
Jeg synes det ville være rimeligt at ordinere obligatoriske ekstra-sprogkurser til alle under 40, det lader primært til at være denne aldersgruppe der er ramt.
No comment so far