Igen i år var vi mange til sommerkursus og det var dejligt! 🙂 Mere end et dusin nye ansigter var med, og oveni det adskillige som har hængt ved siden sidste sommer.
Heriblandt Loke, som herunder fægter med Patricia.
Jeg kan godt lide den (utilsigtede) virkning ovenlyset har i billedet. I kombination med Lokes beslutsomme segan no kamae og håret der slører Patricias ansigt giver det et hint af ‘den unge kriger forsvarer sig beslutsomt mod den fremstormende skyggernes ridder(inde)’.
Astrid i sædvanligt veloplagt legehumør. I baggrunden skimtes Stephen som er ved at undervise de graduerede (hans pointe, ifald den skulle være smuttet var irimi tenkan, irimi tenkan, irimi tenkan samt at svaret på spørgsmålet “hvem har midten” altid er “Steph”).
Da en af dem i baggrunden er mig er det vist nu jeg skal huske at nævne at de fleste af billederne her ikke er taget af mig, men af Nadia. Hun kom til skade med foden og kunne ikke være med i de sidste træninger, i stedet humpede hun blandt andet rundt med mit kamera.
Her er hun med støttebind og det skinnende røde hår, fanget lige efter middagshvilet.
I princippet er det meningen at når vi klapper ind og ud når træningen begynder og slutter sætter man sig ned pænt og ordentligt, hele tiden klar til at reagere hvis der skulle ske noget uventet. I praksis virker det åbenbart ikke helt så godt – her hvor Nadia har fanget os på vej ned forekommer det mig at der er flere med foroverbøjet holdning og halsen strakt frem til hug. Vi skulle alle have været ranke som Stephen i forgrunden.
Et sært billede at se på:
Jeg har været i den situation utallige gange – den gentager sig før og efter hver træning – men aldrig set den udefra. Bizart sådan at se noget man plejer at gøre. Ser det lige så sært ud hvis man ikke er vant til at være en del af det?
En af de sidste træninger lavede vi kime-øvelser, hvor man slår på folks fremstrakte sværd for at øve sig i at give sværdet den rette kraft og hastighed med hele kroppen som Morten gør her.
Det var ikke uden omkostninger
Både Jens og Lars slog et sværd over (det modtagende, ikke deres egne). Lars var ikke til at skyde igennem og jeg venter stadig på at se om han får lavet sig den t-shirt med kanji for “sword-killer” han fablede sådan om 😀
Det var dog ikke kun de garvede, men også nogle af begynderne der var farlige. I hvert fald er Line farlig at dømme efter Thomas ansigtsudtryk her
Alternativt var han bare bekymret over at ingen holdt øje – adskillige af sortbælterne stod og mumlede hemmeligheder i udkanten af salen 😉
Ugens positive overraskelse var at jeg ikke blev nær så udmattet som sidste år. Det var først den sidste dag trætheden for alvor satte ind – sidste år da jeg stadig indhentede vægt var den der hver dag. Folk jeg kender mere eller mindre perifert har bemærket dette billede
på facebook og ladet vide at jeg ser dejlig ud.
Selv her, fra den sidste aften ser jeg ikke helt most ud 🙂
Så det eneste jeg mangler nu for at være klar til næste år er at huden på min højre storetå vokser tilbage 😛
Fine billeder!
Og det er jo ganske rigtigt skammeligt med så mange afhuggede hoveder. 😉
Hvis man har siddet uheldigt (eller længe) kan fødder og knæ godt ønske at man rejser sig mere fremad end opad, men den sygdom skulle helst ikke vise sig på vej ned. Et træningsforslag er at stille folk op på række med front mod en mur, ca. en halv fodslængde væk. Så bliver det et valg imellem ret ryg eller buler i hovedet.
Hvis I er bekymrede for angreb fra en anden skole kan I dele op i to grupper og lade den ene stå mod muren mens den anden holder vagt. 😉
Hvad angår ødelagte sværd og kime-øvelser, kan jeg anbefale at tage en udtjent shinai eller bokuto, save den til i passende længde (en halv meter plus lidt håndtag er sikkert rigeligt) og beklæde klingedelen med polstring. Det kunne eksempelvis være noget liggeunderlag eller hundetæppe, eller en kombination. Vi har lejlighedsvis brugt sådan nogle til træning og de virker glimrende. Udover at mindske våbenslid er de også væsentligt mere nænsomme overfor modtageren, da de absorberer noget af stødet i stedet for at sende det hele direkte i armen.
Og mens jeg er i gang med de gode råd: Det ser ud som om du har revet den manglende hudflap af din storetå. Jeg vil anbefale at du skærer i stedet for, da du ellers let komme til at skabe et meget ømt område lige i kanten af den manglende hud (den på billedet sydligste del af din storetå ligner sådan et område, men jeg kan ikke lige se om det gør ondt på dig). 🙂
Det der med at se de forskellige ritualer udefra kender jeg godt. Jeg synes også det var mærkeligt de par gange jeg har set det uden selv at være med. Faktisk er det primært den del af det hvor vi i Kendo lukker øjnene – og der er helt stille – som har virket anderledes. Jeg havde jo prøvet det mange gange før jeg første gang så det. Jeg havde jo altid lukkede øjne.