Godmorgen. Jeg er lige kommet hjem fra en lille uge i middelalderen. Eller måske snarere en fiktiv, dyster og magisk tidlig tysk renæssance. Og nej, det er slet ikke morgen men jeg er træt og rødkindet som et børnehavebarn der først blev hentet ved lukketid til trods for at der er gået en nat og en rolig dasedag siden jeg kom hjem.

Hvor har jeg så været? I Pleitdorf, en lille – omend voksende – by i udkanten af Imperiet. Som Moder Ina, præstinde for Shallya, guden for barmhjertighed og helbredelse.

Mit alter ego
Shallyas præstinder hjælper de fattige, plejer de syge, opfostrer de forældreløse og arbejder for fred og kærlighed. Der har nyligt været krig mod Kaos styrker (monstrene, alt hvad der er urent og korrumperet) i Imperiet og Moder Ina er blevet sendt og har rejst i hårdt pressede grænsebyer, bag frontlinierne for at pleje de sårede og andre steder bagerdøtre fra Altdorf normalt ikke færdes. Så i nutidstermer har jeg de sidste fem dage været en udsendt for Læger Uden Grænser. Praktisk, pacifistisk, lidt kynisk efter alt det jeg har set, men med et oprigtigt ønske om at hjælpe som det er Shallyas bud og en fortvivlende mangel på familie, venner og eget liv efter 12 år som udsendt i gudindens tjeneste.

Ikke lige sådan en rolle jeg normalt spiller (bortset fra den praktisk-kyniske del). Mine roller har gennem årene haft en tendens til at være direkte agerende – ikke reaktivt som her med triage og behandling af sårede – sig selv nærmest, ofte sarkastiske og ikke blege for at komme nogen til skade om det gavner.
Men gruppen som inviterede mig gennem en fælles ven manglede en Shallyapræstinde, så det blev jeg.
Det er også første gang jeg spiller med i et fantasy-live hvor der er kostumer, latexvåben, dagligliv og hele molevitten.

Hvordan er det så at spille Shallyapræstinde? Befriende såmænd. Opløftende og dejligt at spille et menneske der en gang for alle i sit liv har taget beslutningen om hvad der er rigtigt og forkert
og vælger at leve derefter uanset hvad dagen bringer og hvilke konsekvenser det har.
Også frustrerende, naturligvis. For i en middelalderlig og dyster verden er der ingen mangel på fattigdom og fortvivlelse, grådighed, sygdom eller menneskelig ulykke og per Shallyas bud reagerer vi kun med medmenneskelige midler til at afhjælpe det. Ikke noget med at slå hensynsløse adelsfolk og magtsyge heksejægere ihjel, vi må kun bøde på skaderne de forvolder.
Verden er overordentligt langt fra hvad Shallya ville ønske, men hendes tjenere arbejder alligevel kun inden for hendes buds rammer. Må. Ikke. Slå. Nogen.
På trods af frustrationerne en rigtig god oplevelse. Afklarethed var ugens følelse og den var dejlig at låne og nære.

Selvom det var et intrigescenarie og der bestemt ikke var nogen mangel på plot havde jeg noget af det mest engagerende spil med de relationer jeg selv havde skabt for Moder Ina inden scenariet. Både med Ærlige Albert – min barndomsven som aldrig har haft tilnærmelsesvist rent mel i posen og klarer sig glimrende præcis derfor – og Rudigar, min frasparede granfætter, opvokset hos og nu en af sigøjnerne og lige så oprigtigt glad for at møde Ina som hun var for at møde ham. Forunderligt sådan at blive budt velkommen, inviteret til at blive og endda beskyttet når man ingen familie har haft det sidste dusin år.
Da Rudigar og hans kone og 2 rejsefæller hjalp med at forsvare Shallyatemplet under kampene den sidste nat, og han endda insisterede på at beskytte og følge med Ina ud i den natmørke skove for at kæmpe mod gudindens fjender var hun ikke længere et øjeblik i tvivl om at hendes fremtid lå sammen med Rudigar og i tsinganiernes familiesammenhold.

En meget tilfredsstillende afslutning som spiller. Da der var fremrykket spilstop søndag morgen havde Ina taget imod Rudigars tilbud og kunne se frem til en fremtid i en familie, et af hendes dybeste ønsker. Måske endda engang ægteskab? Shallya ser jo gerne at hendes præstinder gifter sig, men hidtil har Moder Ina aldrig kunnet forestille sig nogen mand der ville acceptere at rejse med som hun er blevet sendt land og rige rundt i sin gudindes tjeneste.

Derudover var det en fornøjelse bare at overleve – scenariet endte med at blive mere horrorplaget end jeg havde forventet. Udover onde væsner i skoven havde de fire unævnelige kaosguder alle skjulte repræsentanter i byen og når vi lægger fanatiske helgenkulter, en magiker der fordærvede enhver omkring sig, bålivrige heksejægere og tre indbyrdes fjendtlige adelsfamilier oven i var dødstallet uhørt.

Så vidt jeg hørte under nedpilningen søndag eftermiddag var der søndag morgen under 50 overlevende oprindelige roller ud af 250 ved spilstart. Ialt 303 roller var rapporteret døde – de må så vidt jeg kan tælle så have været fordelt på de 200 spillere der fik slået deres oprindelige karakter ihjel i løbet af de 5 dage. Og så er jeg endda ikke sikker på at de der flygtede fra byen under den sidste nats rædsler er talt med heri.
Noget bizart, meget uventet, men så meget desto mere også en boblende glæde i min mave at halvdelen af Shallyakirker var i live da søndag morgen kom, og at Moder Ina havde en fremtid langt fra Pleitdorf at se frem til.

Effekter
Som fantasy-live var der nogle andre effekter i spil end jeg er vant til rundt om bordet eller ude i skoven i varulvekampagnen (som foregår i en slags nutid).
Først og fremmest det at der var sat en hel by af træ og fibertex op midt i ingenting, med mure, torv, brønd, byporte, baggårde, gyder og soldaterkvarter udenfor murene. Jeg tør ikke forestille mig hvor meget arbejde det må have været at sætte det op, men det var overordentligt vellykket.

Dernæst udklædningerne. Især byens pak var imponerende med snavsede lasede klæder, fedtet hår i klumper, huden dækket af sygdom og klistret ind i skidt, rådne tænder og spyttet løbende. Så må selv en Shallyas tjener ufrivilligt gyse ved at røre dem.
Sidst i spillet var der også flere der med dages sved og snavs som (ufrivillig?) effekt gjorde det klart at jeg bestemt aldrig skal have en karriere som sygeplejer. Selv i rollespil er det mindre behageligt at afklæde, behandle og forbinde et “sår” på klistret hud under en svedig kofte 😉

At leve i sin karakters dagligdag dage og nætter i træk var også nyt. Tidligere har jeg spillet i timer eller halve dage. Det giver en tendens til at alt det der ikke er direkte relateret til plottet spares fra, da ikke alle scener kan nås inden vi allesammen skal med den sidste bus hjem.
Men i Pleitdorf, hvor realtid og spiltid var ens var der en helt anden kontinuitet og fornemmelse af levet liv. Fra man vakler søvnig ud af huset om morgenen, tænder bål og laver morgengrød, over en rolig formiddagsstund med få syge eller sårede hvor der er tid til lidt håndarbejde og til at ordne sine lægeurter, senere ærinder hos bekendte, tilskadekomne at tilse og som natten falder på en begravelsesfest hos kislevitterne, pleje af nyttige bekendtskaber samt rygter og voksende frygt for såvel det onde i skoven som de stridende adelsfamilier.
Følelsen af et helt liv med hverdag, venner, sorger og frustrationer (frem for det sammenklip af dramatiske stunder jeg normalt fornemmer når jeg spiller ved bordet).
Og bestemt ikke mindst alt det arbejdsrelaterede – altså Moder Inas arbejde som præstinde og heler.

I de 4 dage af Moder Inas liv jeg oplevede ligger små perler af intensitet, øjeblikke jeg husker og skatter. Drama jeg gemmer i mit hjerte, til at tage frem og glædes ved på grå dage i Virkeligheden.

• Den Shallyatro Christianos grådkvalte sorg og anger efter han en aften med uro i byen havde samlet et sværd op og fundet sig klar til at bruge det mod mennesker. Han kom til Moder Ina for sjælesorg og græd så hjertet smeltede derved.
• Tilfældigt møde på en kro med Wolfgang, en belevent smilende jæger af hekse (ikke heksejæger, jeg ved det, så kommer inkvisitionen) og hans mænd af den helt rette støbning. Forbløffelsen ved at opdage at der fandtes retskafne sigmaritter i byen og lettelsen over at finde i det mindste et par reelle og kapable mænd i møddingen Pleitdorf.
  Mon han ved (spilleren altså) at han blandt gode folk i byen var kendt som ‘den flinke heksejæger’ og ‘heksejægeren med den røde hat’? Og at Wolfgang var en af de få som flere forskellige fraktioner i byen havde tillid til.
  Også interessant at kende hans mænd gennem Moder Ina, især Reinhart og ham-med-læderhatten-hvis-navn-jeg-ikke-husker – begge karakterer der ligner dem jeg selv kunne finde på at lave, og derfor spændende at træffe dem gennem Moder Inas Shallyatro sind.
• Intens og improviseret bøn over byens affekterede magister, da han havde skåret sine pulsårer over. Vi troede ham vigtig for byens kamp mod kaos, og endvidere var ypperstepræstinden lun på ham, så det var med forbløffende inderlige bønner vi tryglede Shallya om hans liv. (Ak, dage senere blev det klart at han var korrumperet af Kaos og spredte det omkring sig 🙂 )
• Følelserne omkring at møde og kende min længe tabte fætter, Rudigar og finde ham åben, sympatisk og værd at kere sig om efter 12 lange år uden familie omkring mig. Glæden ved at opdage hvor godt jeg syntes om ham, og en forsigtigt boblende lykke og forundring da det lod til at være gensidigt og han inviterede mig til at lade sin familie blive min om jeg ønskede det. Jeg smagte Moder Inas omsorgsfuldhed, ydmyge men jublende taknemmelighed, intense beskyttertrang og en forvirrende dans af andre indtryk. Det var en fornøjelse, hele vejen igennem.
• Fokus og flydende nærvær da jeg i sidste øjeblik overtog udførelsen af vores ritual til helbredelse af kislevitten Boris’ sygdom i sindet fordi hende der spillede ypperstepræstinden havde det skidt.
  Det er første ritual jeg har spillet som havde manuskript. Jeg har deltaget i riter der i sidste ende virkede bedre til varulv, men der har de involverede været bedre forberedt og symbolik og intuition været vigtigere end liturgien. Her var der mindre råkraft, men – muligvis fordi jeg var nødt til at støtte mig til papiret men samtidig var på som ritualleder – mere flow. Lys, gentagende stemmer, røgelse, helligt vand, bortmaning af sygdommen og de bønner der skulle siges flød igennem mig i et langt nu. Måske man skulle melde sig ind i en religion der bruger den slags? 😉
• Den ædrueliggørende fornemmelse af at gå i den natmørke skov, kun bevæbnet med min stav og mine 7 fællers opmærksomhed og forskellige erfaring, vel vidende at et bliver jeg ramt af et enkelt hug fra de udøde vi kan høre et sted derude er alt forbi. Ofte spiller jeg mere kampvante karakterer, og når jeg er i skoven som Fenja, min varulv, er det med visheden om at jeg er et af rovdyrene og dermed en ganske anden mavefornemmelse.
  Klarest står billedet af lysningen, hvor Moder Marie og ridder Roland af Tåren er trådt ud i det åbne for at bortmane de to knurrende udøde i dens midte, mens vi andre 6 heriblandt Rudigar og jeg stadig tøver i det beskyttende mørke mellem træerne og fornemmer en fælde. Synet af de omkring 20 udøde (sminkede, og så meget desto mere overbevisende i nattemørket) der træder frem mellem træerne på to af lysningens sider, hvorefter det går op for os at vor eneste chance er at løbe for livet. Hovedkulds flugt i mørket op gennem skråningens krat, den høje beskyttende silhouet ved min side og lyden fra ondskaben bag os.
• Don Angelino, den bedste fremstilling af en adelig jeg har set en rollespiller lave. Han var i det jeg så høflig og charmerende, klædeligt blufærdig, betænksom over for sine undergivne og en effektiv officer for sine mænd, de Tileanske lejesoldater. Læg hertil fine klæder, en skinnende rustning og (næsten det bedste af det hele) en silkeblød italiensk accent og så kom det ganske naturligt at være ærbødig hvis han tiltalte en, og at neje når man passerede ham på gaden. Jeg har senere erfaret at spillerens navn lyder engelsk, og en del af accenten er hans egen, men det gjorde ikke Don Angelino mindre formidabel! 🙂

Forbedringsmuligheder
Det er vist nu jeg skal huske at nævne at det ikke var en dans på tornefri roser det hele. Det var en rigtig god oplevelse, men et par ting rev mig uundgåeligt i næsen.

Den første skyldes udelukkende min egen uerfarenhed med flerdages-live. Min tunge uldkappe – Moder Inas eneste overtøj – var også det ekstra lag der skulle holde min sovepose varm nok til at sove i. Og når regnen så står ned i strømme har man pludselig valget mellem spil – og deraf følgende våd kappe – eller at blive inde i vores eget hus og trille tommelfingre 🙁 Næste gang syr jeg en ekstra kappe så der er en til regnvejret og en til at sove under!

Min anden anke er nok ikke så meget et forbedringspunkt, som en erkendelse af at der er mange og divergerende rollespilskulturer og i et stort arrangement som Pleitdorf rammer man nogen der synes mig meget fremmede.
En aften blev adskillige sårede båret til templet samtidig, efter at nogle kultister havde forårsaget slagsmål på torvet. Efter vi havde behandlet dem vi kunne redde og sendt de der kunne gå selv hjem i seng havde vi to sårede tilbage i templet, den ene kultist.
Som kultisten begynder at komme til bevidsthed tager jeg en bandage og binder hans hænder sammen – han og hans fæller har lige demonstreret deres intentioner på torvet, han skal ikke have mulighed for at fortsætte i templets sygestue. Og det er så her filmen knækker for mig – enhver suspension of disbelief går prompte fløjten som spilleren (der indtil nu har ageret knapt ved bevidsthed) sætter sig halvt op, i bedste teenagestil vrantent siger “Arj, jeg gider altså ikke være bundet” og gør sine hænder fri.
Måske er det bare mig der er gammel og sur (og mere vant til at spille varulv, hvor ingen ville have drømt om at lægge sådan en opførsel for dagen), men det tog mig lige nogle øjeblikke at blive Moder Ina igen, efter at Terese – pisseirriteret og med trang til at sige knægten (han var vel 20 😉 )som knækkede min spilvirkelighed nogle spydigheder – havde været oppe ved overfladen.
For så vidt at nogle af jer der spiller rollespil er nået hele vejen hertil: Er det bare mig der er sart? Jeg ville mene at for så vidt at det virkelig var et personligt problem for spilleren at være bundet (folk har jo fobier), så kunne han gøre sine hænder fri diskret og i stilhed og uden teenageattituden. Hvad synes I?

Oprydning
Oprydningen fortjener også at blive nævnt. Inden arrangørerne gik igang med at bygge Pleitdorf var der en bar og bakket græsmark, og sådan skulle der naturligvis se ud igen efter vi tog hjem.

250 mennesker i seks timer kan udrette en del, selv når de fleste af de 250, mig inklusiv, ikke ønsker sig ret meget andet end at komme hjem og få bad, tørt tøj på og sove. I en seng forstås.
Arrangørerne var uforlignelige i den situation. Effektive og klar til at skubbe på så alle tog del efter evne, men de mest smilende og venlige indpiskere jeg har arbejdet under. Og selv når man er våd og udmattet kan det være en fest at samle og ofre de mange hundrede meter (nu våd) fibertex der før var bymur og vægge til containerguden Marius den Blå. Vidste i forresten at Marius kun gaber over stramt rullede og velsnørede fibertexrulleofringer? Ellers bliver hans mave for hurtigt fuld 😉 Hil Marius! Tak til Sankt David (jeg tror i hvert fald nok det var David han hed, vores indpisker) for at fylde repetetivt baksende og foroverbøjet manuelt arbejde med latter og energi, trætheden til trods. Der er noget der som rollespillere har forstået bedst af de forskellige grupper jeg har befundet mig i gennem tiden: Hvordan man underminerer og mindsker det trælse i trælst arbejde 🙂

Da klokken blev 18 og vi almindelige spillere var fri til at gå var alt bygget af rafter pillet ned, den omsluttende fibertex lå i containeren og alle rafterne var pillet rene for søm og hæfteklammer, sorteret efter størrelse og lagt på plads. 250 meget trætte mennesker vaklede rundt og jeg var både lettet og imponeret.
Blandt dem nåede jeg at sige farvel til nogle af de søde mennesker jeg mødte. Flere udvekslede jeg navne med, men når man har kendt nogen under deres rollenavn de første 4 dage, er det ikke sådan lige at huske deres ‘nye’ navn. Nu, dagen efter at være kommet hjem savner jeg jer allerede – også jer som jeg kun kender ved rollenavn.

Hvornår skal vi spille igen?

Uncategorized • Skrevet d. 21. July, 2008 • Ingen kommentarer endnu