Benene hopper, tæerne gnubber, fødderne spjætter, lårene spænder og jeg vibrerer.
Jeg kender den efterhånden, rastløsheden. Den signalerer at lige nu flytter jeg mig ikke, men bekymrer mig en masse. At der er noget jeg trænger til at arbejde med, og ikke at være kommet videre eller igang presser mig mere end ellers.
Så er spørgsmålet hvad det mon er.
En mulighed er fremtiden. Sagsbehandleren, behandlerne, dem på Gyngen og jeg selv er stadig ved at vurdere hvad jeg kan holde til eller forvente på sigt, bliver jeg selvforsørgende, hvad kan jeg garantere, hvad ved jeg ikke går?
Ganske væsentligt for hvad jeg skal når sommeren og min virksomhedspraktik slutter. Gå i skole for at blive kok? Fortsætte på Gyngen? Noget tredie? Ikke så nemt at finde svar på når jeg ikke er god til at mærke efter hvad jeg kan holde til, og overhovedet ikke kan mærke hvad jeg har lyst til. Når ikke jeg føler lidenskabeligt for noget, hvordan vælger jeg så?
En anden mulighed er vægten, maden, kropsbilledet. Er det måske risikoen værd at tage lidt mere på? Kan det hjælpe mig af med sulten, videre mod mentale normaltilstande, eller er det for meget pres og fare at begive mig ud i, når nu det går ok lige nu? Ikke godt, det er stadig modbydeligt at have sådan en krop med former og blødhed, og mad fylder stadig alt for meget i mit hovede, men vægtstabilt et acceptabelt sted i det mindste.
Noget tredie måske? Argh! Jeg kan ikke sidde stille, selv her i stolen hopper min ene fod så meget at skærmen vibrerer. Som om jeg er et stort myggestik der klør sig selv. Grrrrrr!
No comment so far