Jeg går gennem byen, men ingen kan se at det er mig. I løse sorte bukser, Fenjas støvler og en for stor lånt grøn hættetrøje (jeg nåede aldrig hjem efter varulv lørdag nat) og uden håret sat op i den sædvanlige knold genkender jeg knapt mit eget spejlbillede i ruderne jeg passerer.
Jeg er lille og ikke helt synlig i det store tøj, men samtidig beskyttet, som af en rustning.
Sådan klædt kan jeg alt muligt, har en frihed og kraft jeg ellers ikke kender.
Det er uforudset og berusende. Min ryg retter sig uvilkårligt lidt, og jeg er uventet energisk.
No comment so far