Der er åbnet en Irma i Århus. Den bor i Magasin, og dermed lige på den vej jeg går hjem fra Gyngen hver dag.
Det er farligt for påholdenheden. Som hvis Salling Super med det lokkende men hundedyre osteudvalg var et sted jeg passerede hver dag. Og så er Irma endda dobbelt lusket: Ved kassen, som jeg står med min økologiske maxi sødmælk, yoghurt med blåbær eller hvad jeg nu har overbevist sparetankerne om at det er i orden at forkæle mig selv med idag er der ikke stillet slik frem. Slik kan jeg ellers fint modstå, nu hvor kroppen ikke længere er desparat efter vilkårlig ernæring smager det alligevel sjældent så godt som det ser ud, og bestemt ikke så godt som da jeg manglede mest. Det er typisk kun Lakrisal og lækker mælkechokolade der af og til lokker.
Nej Irma er ekstra luskede: Ved kassen står smoothies, grøntsager i snackstørrelse og – farligst af det hele – friske bær.
Idag økologiske jordbær, dybtrøde og smukke. Dem kunne jeg ikke gå forbi, kampen var tabt inden for de første 3 sekunder. Hvor jeg aldrig ville impulskøbe for 20 kr slik havde jeg ikke en chance mod bærrene. Og de var også gode, med smag og farve selvom vi stadig har april.
Irmas nærhed bebuder potentiel økonomisk ruin for folk som jeg når de bruger den slags unfair lokkemidler. Lykkelig og kulinarisk salig ruin måske, men ikke mindre farlig af den grund.
Jeg bliver vist nødt til at gå et smut omkring der igen i morgen.
No comment so far