Jeg har benyttet det gode vejr til at være lidt flittig til en afveksling.
Solen giver mig en bid af den manglende energi tilbage. Når der er så meget lys, og på steder med læ også varme, udenfor skriger mine instinkter at jeg skal ud, igang, få ordnet noget og bestemt helst noget som kan laves ude i solskinnet.
Sidst på ugen flaskede det sig så fint for min virketrang at René skulle overtage sin nye lejlighed og flytte ind. Til at begynde med var arbejdet ikke så hårdt – jeg lå i solstriben og skrev ting på præ-indflytningslisten over fejl og mangler.
Senere, da vi bar hans 100000 ejendele op på tredie sal var der knap så meget afslapning over foretagendet 😉
Men selvom solskinnet hjælper betragteligt, så er der det meste af tiden stadig ingenting jeg gerne vil. Hvis jeg har planer en aften eller eftermiddag – at se mine venner, få ordnet lidt af slagmarken herhjemme eller komme afsted til kenjutsu – går det meste af dagen med at føle mig fanget og bare ville gemme mig under dynen. Som om ethvert forehavende er mere end jeg orker og bare udsigten til det er nok til at kvæle enhver rest af energi. Trætheden er der hele tiden, og den er anseeligt stærkere end min lyst til håndarbejde, læsning, hyggesnak, film, madlavning – alt det der ellers giver mig glæde.
Det er velkendt, og jeg ved det jo godt: Det er restsymptomer på depression, de af dem som min medicin ikke fjerner. Men hvor længe skal jeg slæbe rundt på dem? For ind imellem, i selskab, alene med en bog, ude i solskinnet kan jeg jo godt have utyngede øjeblikke med ro. Som små vanillekorn i mine dages budding (jeg kunne ikke dy mig 😉 ).
Resten af tiden er jeg her
og kun hvis jeg trækkes i, som her af lyden af en kameraudløserknap, hales jeg ud af døsens mudder.
Jeg er træt, og træt af ikke at være rask.
No comment so far