Få ting kan få mig til at føle mig så håbløst uduelig som vrede!
Når jeg bliver vred, gal, skuffet, hvadsomhelst i den temperamentsfulde ende af humørskalaen bliver jeg stille. Udenpå forstås, indeni syder og bobler det med sure og bitre meninger. Ud vil de nødig. Eller jo, de vil, men det er ikke tilladeligt.
Måske har jeg for mange gange prøvet og er endt med at græde i stedet for at skælde ud? Eller måske ved jeg inderst inde godt at det er uretmæssigt hvis jeg er blevet ked af noget nogen gjorde, at jeg er alt for nærtagende og skal tage mig sammen. For ligesom det er pinligt og for dårligt at jeg er så rund, på samme måde er det nok aldeles urimeligt at jeg sådan besværer andre mennesker med utidige følelsesudbrud.
Hvordan er det hændt at jeg har levet 30 år uden at få rettet det mønster, de fleste af dem endda uden at genkende det hverken som et mønster, eller som destruktivt? Og hvordan har jeg lært det? Begge mine forældre har livlige temperamenter, og det selvom både Daniel og jeg har arvet vores bid af dem, og de er ikke bange for at råbe op. Men udover min nærmeste familie – dem jeg har kendt siden jeg var for lille til at kunne eller ville styre mit temperament er der stort set ingen der har set mit. Ikke mine kolleger, mine læsegruppefæller, mine venner, ingen. De gange jeg har tilladt mig selv at hæve stemmen de sidste 10 år kan tælles på en hånd. Højst.
Det er derinde, tag ikke fejl, men så længe jeg kan huske har jeg synes det var utilladeligt at slippe det fri, lade det tale eller bare boble synligt op til overfladen. Ikke bare er der bestemt ikke nogen der trænger til at høre på mig skælde ud og te mig som et hysterisk kvindemenneske, i langt de fleste situationer hvor jeg kunne blive ophidset løses situationen langt hurtigere hvis jeg undertrykker mit mishag og udadtil køligt forsøger at ordne sagerne. Og ergo må det jo være en svaghed og tillige uværdigt hvis jeg alligevel giver slip, så det skal der ikke være noget af.
Nu – hvor jeg så netop har været hidsig – bemærker jeg at mine indespærrede eksplosioner har bundet mig i en knude. Jeg kan ignorere dem væk – det er jeg ganske øvet i, men ved også at det tager tid. Dage, måske uger. Men bearbejde dem kan jeg ikke finde ud af. Det er ukendt terræn.
Tåbeligt!
No comment so far