Da jeg mødte og gik igang med morgenens køleskabsrutine (tjek temperaturen, tag maden ud, gør skabene rene og smagstjek hver ting inden den sættes ind igen) førløb det ikke helt som man kunne ønske. Køleskab 1: 4 grader, køleskab 2: 1 grad, køleskab 3: 19 grader.
19 grader er rigeligt til at maden står og gærer, kød bliver overordentlig uhumsk, fisken har du slet ikke lyst til at forestille dig og tapenader, cremer og pastasalater er et studie i uhyggelighed. Al indholdet af det store stålkøleskab (køleskab 3 er endda naturligvis det største af dem) må tømmes lige ud i grisespanden. (Egentlig tror jeg nok at madresterne bliver hentet til minkfoder, men af en eller anden grund hedder den alligevel grisespanden.)
At smide mad ud gør ondt på et overraskende fundamentalt niveau, uden at jeg helt ved hvorfor.
Jeg har aldrig været fattig nok til at være udsultet af den grund, så det kan ikke skyldes smertelige erfaringer om at have for lidt. Alligevel føles det grundlæggende forkert at stå der og kaste indholdet af spand efter spand, ret efter ret bort. Ikke fordi det er dyrt og dumt, men fordi det er mad.
Køleskab 3 tændes og slukkes på en lysende grøn kontakt i hovedhøjde. Jeg kan snildt se hvordan man kan være kommet til at slukke for den mens man tørrer af udvendig, eller måske glemme at tænde igen efter at have gjort det rent indvendig.
Men jeg forestiller mig nu alligevel at i et samfund hvor tilstrækkeligt med mad ikke var en selvfølgelighed men et skattet gode og man var mere personligt bekendt med madens dyrbarhed ville der blive udvist mere omhu. Og så ville den slags dumme fejl ikke ske, eller i hvert fald kun sjældent.
Hvis det nu var et enkeltstående tilfælde, men det er ikke engang en måned siden det skete sidst.
Jeg tror vi har det for godt og er blevet mere end rigeligt forkælede. Som rige folks børn der aldrig har lært at passe på pengene.
No comment so far