Jeg fik øje på mig selv i et helfigursspejl i omklædningsrummet igår, og jeg blev så ked af det.
Jeg var slet ikke forberedt på den reaktion, jeg har holdt mig væk fra den slags onde genstande siden i sommers. Men her sprang et pludselig frem fra baghold, i et lokale jeg ikke havde været i før, så ingen mental forberedelse var mulig. Resten af dagen dykkede direkte ned i et gråt hul, og jeg har haft mareridt hele natten. Øv! Og nu er det morgen, og jeg kan stadig ikke holde ud at være sammen med mig selv. Er jeg virkelig ikke kommet videre?
Jeg ved godt at det går op og ned i bølger, og at det bare er sådan det er at arbejde både med anoreksi og med depressioner. Nogle uger, dage, timer går det fremad, andre tre skridt tilbage.
Men det er vældig svært ikke at tænke “nu snublede jeg for 117. gang, nu kan jeg igen ikke finde ud af det” og “hvor dum er jeg lige, jeg burde da have lært dette her for længst”.
For der skal stadigvæk kun urelaterede småting til at få det til at vælte: en lidt for fyldt kalender, et hak i vægtkurven, det svageste pres udefra, en ny kostplan der endnu ikke har vundet min tillid eller mennesker jeg er nødt til at sige “nej, det har jeg ikke kræfter til” selvom jeg savner at se dem.
Det ville klæde mine skriblerier med lidt mere liv og glæde. Det virker efterhånden som om siden her er blevet en logbog over min rejse i sygdommen, trist og grå, og det huer mig ikke.
Jeg må tage mig sammen og se om jeg kan finde nogle kattekillinger, rollespil eller betagende oplevelser at skrive om inden jeg fortæller mig selv og jer længere ud i sumpen af kedsom tristhed.
No comment so far