Lillejuleaften. Christoffer og jeg er på vej i seng, hyggesnak og dynerne venter mens Leoparden ligger på lur efter den kurv med lys Mor har sat frem til årstidens ære.
Døren ud til gangen stod lidt på klem – man skimter min julesok.
Morgenen efter var der knasende rimfrost i daggryet.
Christoffer gik fluks og med stor iver igang med at åbne den sidste og største kalenderpakke.
Ved min kalendergave lå – som vanligt juleaftensmorgen – et kort fra Julemanden. Iår stod der lidt mere end glædelig jul 🙂
*Lyd af glorie der bliver pudset*
2. juledag tog jeg nordpå, til Tante Gurli og Onkel Jørgen. To dages dejlig familiejul var en passende dosis til mig, nu trængte jeg til at slappe af.
Den første aften var der stjerneklart og jeg fik lokket Onkel Jørgen med ud at gå mørketur.
Der var den fineste pukkelmåne
og på nordstien var månelyset så klart at vi kastede skygger.
De næste to dage var det mest øjnene der bevægede sig. Resten lå stille på sofaen og hyggede med Jan Guillous bøger om tempelridderen Arn. (Filmen kommer jo snart.) Det er vist længe siden jeg sidst har læst en roman på dansk, jeg havde glemt hvor hurtigt en bog er spist når jeg læser på modersmålet.
Tilbage i Århus var der både rollespil hos Asger og daseeftermiddag med René i stolen (ja, det er en asparges) og Carnivale på dvd.
Nytårsaften kom, med godt selskab, en fantastisk udsigt (16. sal og klart vejr) og en fornøjelig svingom.
Alt for lidt søvn og 4 timers træning nytårsdag (når kenjutsu varer to timer, og der så pludselig er mulighed for to timers legetime inden, så løber det hurtigt op, jeg er noget øm idag) og vupti, pludselig er min julefri brugt op.
No comment so far