Jeg har været sygemeldt et år idag. Tænk at det er et helt år, jeg kan slet ikke forstå det.
Det må være på tide at gøre status – hvad er der sket, hvad har jeg lært, hvordan har jeg det, hvor er jeg kommet til.
Sidste vinter kunne jeg næsten ingenting. Alle lyde var for høje og klaustrofobisk uundgåelige, jeg kunne ikke holde ud når nogen rørte ved mig – selv tilfældige venlige berøringer kunne få mig til at bryde sammen i gråd. Jeg kunne ikke spise, ikke læse, ikke sove, ikke følge med i en samtale, ingenting. Og jeg var overbevist om at det var min egen mislykketheds skyld, at jeg ikke var god nok og at det aldrig ville blive bedre.
Sikken forbedring siden da. Jeg ved godt at der er langt endnu, men jeg er på vej og jeg har oplevet at det nytter at kæmpe. Det er hårdt, langsommeligt arbejde, mere uudholdeligt end noget andet jeg har prøvet, men jeg tror (næsten) på det når behandlerne siger at jeg måske kan blive helt rask med tiden. For et år siden troede jeg end ikke helt på at jeg var syg, men bare defekt og at livet skulle være sådan for mig.
Så hvad har jeg lært?
- Helt præcist hvor vidunderligt mad kan smage når kroppen kører på pumperne og slet ingenting har. Alle sanserne skriger “dejligtrigtigtjajaja” og en kvart knækbrød med leverpostej eller en smule rugbrød med smør er en epifanisk oplevelse, mere fuldkommen end noget festmåltid.
- At når kroppen lader vide at den er træt er det ikke tegn på at jeg er utilstrækkelig og doven, men et signal om at det er tid til at tage det med ro lidt, måske sidde ned et øjeblik eller tage en pause. (Der gik måneder før jeg begyndte at tro på det, endsige arbejde med at handle på det. Forestil dig læger prøver at overbevise dig om at kage er sundt og nødvendigt – og at det viser sig at de har ret!)
- At selvom det hele tiden føltes som om jeg var ganske uden viljestyrke, så har sindet betragtelig magt. Hvis man tror nok på at det er nødvendigt (i stil med “løb fra sabeltigeren” eller “skaf spædbarnet tilstrækkeligt med føde”) kan man få kroppen til at give mere end den har, og bruge den næsten helt op uden at man mærker det noget videre. Det hjælper selvfølgelig også at når man har presset kroppen tilpas langt så holder den op med at sende faresignaler (den opdager at man alligevel ikke reagerer på dem, og så holder den op med at sende mange af dem). Så er man fanget i sin selvdefinerede og nedadgående spiral af nødvendigheder og kan ikke selv komme ud, måske ikke engang se at det skulle være nødvendigt. “Mig, syg? Jeg er da bare lidt tynd, træt og doven”
- At det at nogen forventer noget af mig ikke er det samme som at jeg skylder at give dem det. Selv i de tilfælde hvor det de ønsker ikke er noget jeg skal gøre vold på mig selv for at opfylde er det i orden at lade være, hvis omkostningerne for mig selv er for høje. Den slås jeg stadig med, men jeg har i det mindste omsider intellektuelt om ikke i praksis erkendt at det at jeg _kan_ ordne noget ikke nødvendigvis implicerer at jeg _bør_ gøre det.
Siden jeg blev syg har det resulteret i panik og stresssymptomer hver gang jeg siger ja til et vilkårligt ansvar – mit system ved godt at jeg kan finde på at køre det ubønhørligt hårdt, og reagerer nu ved at sige fra inden jeg overhovedet er begyndt. - At man godt må sige nej. Og at gøre det. Når man kommer dertil at der ingen kræfter er tilbage og hele selvet er hudløst lærer man af udmattelsens nødvendighed at sige fra. (Andre, snedigere, individer lærer det uden at skulle have helt så ekstreme lektioner 😉 ) Med lidt held kan man stadig finde ud af at gøre det når udmattelsen er borte.
- Den forbløffende erkendelse at mennesker jeg kender kerer sig om mig, selv når jeg intet har at give og bare suger som en sulten myg. Jeg var bestemt ikke godt selskab da jeg lå på hospitalet (det var det der med ikke at kunne følge med i en samtale) og alligevel kom så mange af jer og besøgte mig. Wow. Jeg forstår det stadig ikke, men jeg husker det 🙂
- Nogle af årsagerne til at jeg blev syg. Hvor min overbevisning om mit eget mindreværd og hvorfor kun mit allerbedste føles bare i nærheden af tilstrækkeligt kommer fra. Hvorfor jeg er overbevist om at jeg er sjusket og doven selv hvis jeg slider som en hest og hvorfor kvindelige og runde former i mit sind er uhjælpeligt kategoriseret som bevis på dovenskab, utilstrækkelighed og væren-ikke-god-nok og derfor er mig modbydelige.
- At jeg yderst sjældent har mærket godt efter hvad jeg har lyst til eller brug for. Jeg har været så tilbøjelig til altid at tage det åbenlyse, fornuftige eller samvittighedsfulde valg i alt fra arbejdssituationer til uddannelsesvalg at jeg ikke kan mærke hvad jeg har lyst til, ikke ved hvad jeg drømmer om – og ikke har kunnet mærke det så længe jeg kan huske.
Den er stadig svær. Jeg skal huske at slå knuder på mig selv, ellers gør jeg det folk forventer eller det der er mest oplagt uden overhovedet at se andre muligheder. Et af de sværeste spørgsmål at svare på er stadig “Hvad har du lyst til?”, hvadenten det er for eftermiddagen eller for resten af livet. For mine øvrige fremskridt til trods har jeg stadig sjældent lyst til noget 😐 Men de gange jeg har, er jeg blevet bedre til at prioritere det jeg gerne vil, og ikke kun det jeg bør. - At selvom depression hovedsagelig isolerer kan den også knytte bånd. En uforudset konsekvens af min sygdom har været en større fortrolighed med min Far 🙂
- At jeg ikke altid behøver føle mig uduelig. Det kan godt være at enhver tanke om min tidligere arbejdsverden fylder mig med mavevridende panik, og stort set alle fagbøgerne på mine hylde er uden for min mentale rækkevidde.
Men hver formiddag i Gyngens køkken udretter jeg noget. Det kan godt være at det er mindre nyttigt at skære grøntsager, bage brød og stuve spinat end at skrive software når nu jeg i princippet kan, men hvor er det dejligt for første gang i mit liv at føle mig nogenlunde kompetent til det jeg gør. …Og som ekstra bonus har flere af de “rigtige” køkkenfolk derhenne sagt at jeg snildt kunne blive kok *pudser veltilfreds sin glorie*
Så langt, så godt. Hvad vil jeg så arbejde med nu?
- Acceptere min nye facon. Jeg skriver ikke “kunne lide” eller “holde af” – dertil er jeg ikke sikker på jeg nogensinde kommer. Men ikke at tænke idrk hver gang jeg ser mig selv uden tøj på ville være dejligt.
- Tale ordentligt til mig selv, og indse at der _er_ ting jeg er god til selv når utilstrækkelighedsfølelsen tårner sig op. (Jeg erindrer en sommereftermiddag på Hospitalet hvor sygeplejersken Charlotte med lokken, logik og insisteren til sidst fik ud af mig “Jo, jeg er en habil sværdfægter”. Hvorfor mon det er så svært?)
- Sult. Det var sult der var med til at starte al denne ballade, og min inderlige overbevisning om at det aldrig kunne lykkes mig at være nogenlunde mæt uden at tage voldsomt på. Lige nu spiser jeg stadig efter den kostplan der lægger 0,5 kilo til om ugen og jeg gruer for om sulten vender tilbage nu hvor jeg skal til at stabilisere vægten. Jeg er så bange for at skulle være sulten igen – så vil det føles som om alt arbejdet det sidste år har været forgæves.
- At når et resultat er normalt eller bare ok, så er det i orden, og ikke dårligt. Lære at mindre end det perfekte kan være godt nok. (Det vil også spæde helt pænt til i mine uundgåelige interne successoptællinger 😉 )
- Mærke efter og udforske. Hvad har jeg lyst til, hvad gør mig glad, hvad er godt for mig, hvad har jeg kræfter til? Lige nu er de 20-25 timer jeg er på Gyngen om ugen nok til at jeg hver dag kommer udmattet hjem og fluks sover de næste 2-3 timer, men det er godt for mig. Godt at bruge mig selv, at være nyttig, også selvom konsekvensen lige nu er at der ikke er energi til ret meget andet.
Som så mange andre (kvinder) jeg kender synes jeg da bestemt at jeg burde arbejde fuld tid (hvem er jeg at der skal tages hensyn til mig?) og overkomme (mindst) alting, det siger samvittigheden jo. Men for nu ved jeg at det ville være dumt, og hurtigt føre til at jeg bliver mere syg igen. Så er udfordringen fremover at holde fast i det og blive ved med at mærke efter. …. Hvis der er en ting alle de behandlere – læger, psykologer, plejepersonale, psykiatere – jeg har været i kontakt med har været rørende enige om, så er det at jeg skal lære at handle langt mindre efter samvittigheden og meget mere efter lyst.
No comment so far