Det er en grå dag. Jeg genkender den, ved hvor det bærer hen lige fra den første missen med øjnene i morgenmørket. Vil bare søge glemsel, synke ned i søvnen og bliver der til verdens ende. Eller i det allermindste gå i et med væggen – ikke set, uhørt, utiltalt mens jeg venter på senere.
Der regner fortivletkoldt i sjælen, vækvaskelse af håb. Jeg ser mig om efter ilden at varme mig ved, men den er fraværende, ufornemmelig, utænkelig.
Har knap nok forestillingskraft til at ihukomme arme som vil kunne varme mig, det ville jo alligevel tage timer før jeg begyndte at tø og hvem har den slags tålmodighed.
Jeg skal til endnu en samtale på Hospitalet i eftermiddag, med nogle nye denne gang. Jeg orker ikke mere. Ønsker mig forfængeligt en pause. At alting jeg gør ikke skal fortolkes til at handle om mad, hvad jeg har spist eller ikke spist og hvorfor. At der var lidt fred. Bare lidt.
No comment so far