Der er bid i luften, og pludselig daler fnuggene sparsomt og blidt. De allerførste igår, mere vedholdende idag.
For nylig gik jeg gennem skoven på vej til Hospitalet og løvet var lysegrønt og musene pilede over stierne eller så på mig fra deres huller i skovbunden.
Idag er det allerede vinter, snarere koldt end køligt, med klare morgener og dejligt lange mørkningsstunder at holde.
Om formiddagene rører jeg i gryderne, skræller, bager, skrubber og steger. Om eftermiddagen sover jeg tungt, og når knap at være udhvilet før skumringstid.
Aftnerne er mørktkantede, stearinoplyste og lune. Enten lange og rolige i selskab, eller med mig faldende i søvn til skolebarnstid de dage ingens tilstedeværelse hjælper med at holde mig vågen.
Trætheden til trods er det gen- og velkendt. Vinter jeg kender dig, du er mit hjerte nær, du er velkommen.
No comment so far