Så.
For kun anden gang i mit voksne liv er jeg officielt ikke undervægtig. Jeg var hos behandleren i dag, og da hun (som vanligt) vejede mig viste vægten 58,1 – altså lige præcis inde i mit mindstevægtsområde (sejlrenden) som er 58,0-60,9.
Jeg døde ikke af det, og folk vender sig ikke om på gaden efter mig og siger adr. Så langt, så godt. Hvad de tænker skal jeg ikke kunne sige (og jeg tør heller ikke rigtig tænke på det).
Hvordan det føles indeni er en anden sag. Jeg skal ikke trætte (i hvert fald ikke idag) med flere tirader om det kæmpebølgede landskab af menneskekød jeg ser hver gang jeg får øje på mig selv. (Selvom det er fristende – hvad øjnene ser er sindet fyldt op af.)
Lad mig i stedet overveje hvad I ser. For jeg ser jo almindelig ud nu, når jeg forsøger at se som med øjne udefra.
For godt 9 måneder og 16 kilo siden, da det var værst, hvor mine arme var pinde og det så ud som om jeg ville knække på midten, fik jeg (senere) at vide at min mimik var forstenet, mit kropssprog sammenkrøbet og dødt og at der tydeligvis ingen kontakt var til Terese indeni – jeg så på folk når de talte til mig, men hørte ingenting.
(En venlig sygeplejerskeelev tog billedet 19. januar.)
Men nu – nu ser jeg jo almindelig ud, det siger vægten. Med lidt sideflæsk som de fleste andre, sådan lidt normaldansker-løs i kødet og med uren hud (kroppen laver nogle pubertetsagtige ting med hormonerne når den begynder at stole på at den er færdig med at sulte). Min mimik er atter bevægelig, jeg smiler af og til, jeg kommunikerer og forstår (det meste af) hvad folk siger til mig, og jeg retter mig op og ser ud på verden i det mindste noget af tiden.
Så er den nærliggende konklusion for mit knudehovede jo at når jeg ser rask ud, så burde jeg også være det. Intet gipsben => ingen sygdom, det er da logik for… Ja tilsyneladende for nogen. Jeg kunne købe flere ekstra 50-års-fødselsdagsgaver til min Mor på lørdag hvis jeg havde en tier for hver gang jeg har hørt noget i stil med “Du har taget på, hvor ser det godt ud. Så er du snart rask.”
Så tillad mig en gang for alle at forklare – for jeg føler mig så skyldig over hele tiden at skulle bortforklare: Nej, ikke rask. Desværre, gid det var så vel.
Anoreksi er en af de mest dødelige psykiske sygdomme. Psykisk. Så du kan beklageligvis ikke måle mit helbred på min vægt – ellers var jeg frisk som en havørn nu.
Nu er jeg oppe i en acceptabel mindstevægt. Det er et skridt på vejen. Det eneste af dem I kan se direkte. Jeg har sådan brug for at I forstår at det er det mindste af dem. Resten, størstedelen af arbejdet, mangler stadig.
No comment so far