Det går ikke an at jeg, Fenja, der jo er født under Dommermånen, giver hemmeligheder væk der ikke er mine.
Så jeg siger jeg ingen har at give ritecirklen, selvom de danser runddans bag mine øjne og lister ud mellem åbningerne i mine Væverhjulpne mønstre.
Verden snævres brat ind – resten af Cirklen forsvinder. Et øjeblik er kun Sortmåne tilstede som hendes blik borer sig ind i mit fra den anden side af bålet. Jeg retter ryggen med dommersans og hvalpemod og gentager: “Jeg har ikke noget at give dette rite.” Keres cirkel, som enhver har noget at dele med. Det er her vi blotlægger vores mørkeste handlinger, forfærdeligste fremtider og bitreste nid og lader Keres binde dem til alles bedste. Septrengøring. At få det der ikke kan siges ud i lyset.
Hele verden – Sortmåne – ser på mig med vold i øjnene. Hendes Vrede rammer mine sanser stærkere end heden fra bålet, og jeg krymper i dens lue. Jeg ejer ikke et gram af tvivl: Kunne mit liv redde ritet havde hun taget det allerede.
Verden udvider sig brat en kvart cirkel mod venstre som Sortmånes blik søger Aslak, hendes alfa, mester for ritet. Hans Vrede syder højere, hvirvler i kropssproget da han slår fast at noget er galt.
Instinktivt trykker jeg mig yderligere, folder sammen om min sårbare bug, uforstående fastfrosset af mine ords konsekvenser hos mine ældre.
Han taler igen. Med en ætsende stemme som mine instinkter hører inden hjernen – så skarpt forkert og ikke-Aslak, at der ikke er plads til beklagelse også.
Jeg kan ikke komme nærmere jorden nu, er krøbet sammen og prøver at holde på en insisterende, ufrivillig klynken. Først da forstår jeg ordenes mening – “Så har jeg jo fejlet!” – og en dybere rædsel vågner. Aslak er stærk, han fejler ikke, må ikke fejle. Han er mægtig (og mægtigere i mine hvalpeøjne), kriger, Jarl af Jylland – vores leder i krig. Hvis fejlen er min er det en hvalps fejl, noget der kan rettes, reddes, repareres med hjælp fra de der er visere end jeg, og konsekvenserne bliver mine at bøde for.
Men hvis Aslak har fejlet er prisen høj og for hele septen.
Resten af cirklen er tilstede i verden. Usikker, søgende støtte ser jeg op til min venstre side på Magne, min alfa, det sikre, faste punkt i min verden. Raseriet i hans øjne kliner mig tættere til jorden og jeg fjerner hastigst blikket.
Til min anden side sidder Drageild, alfa af Troldhøj. Hans blik kan jeg ikke læse selvom jeg har delt hans vanvid, men det er lige så lidt beroligende som Magnes. En underdanig klynken undslipper mig.
Æoner senere. Drageild slikker septens sår som bedst og kun han kan. Mani være lovet at vores alfa er skjald.
—
Ikke om jeg forstår hvorfor nogen tager stoffer, surfer på tog, slås med folk i byen og detslige. Hovedparten af det ovenfor beskrevne fyldte måske 10 minutter af en aften, men jeg er høj på kropssprog, drama og Historien indtil næste morgen.
Min hylde.
No comment so far