Bizart når noget der tidligere var det eneste logiske valg i en situation pludselig ændres radikalt…
Jeg er syg. Altså jo, jeg er sygemeldt, men denne gang mente jeg nu med feber, snot, halssmerter og betændelse – sådan en rigtig efterårsomgang.
Først kørte mit sind i sit sædvanlige spor: At en virus har fået fat i mig er da ingen undskyldning for at sætte tempoet ned og bruge lidt tid på at lade immunforsvaret arbejde.
Næhnej, jeg har gået til forelæsninger med lungebetændelse, kodet masser af Java med feber, cyklet selvom jeg var nødt til at stå af og kaste op og spadseret lange veje hjem med influenza på kølige dage. Der kunne sandelig ikke være tale om at blive hjemme i sengen (eller bare tage bussen, den slags koster jo penge) – der var opgaver der skulle regnes, funktionalitet der skulle kodes, ny viden der skulle indlæres og alle hverdagens praktikaliteter at ordne.
Så sådan en smule virus! Pjat, jeg kan både tage til træning, gå til møder på hospitalet (ens sygdomme har vel en rangorden 😉 ) og i det hele taget bestræbe mig på at ignorere alle kroppens signaler om at den har brug for hvile, væske og varme. Det er noget af det tigerdyr (hmmm, måske Teresedyr?) er bedst til!
Men så kom jeg til at stoppe op og overveje hvad det var jeg var igang med. (Det skal man passe på med, bare så I ved det. Jeg har arbejdet en del på at blive bedre til netop dette de sidste par måneder og de fleste af mine eksperimenter leder til den konklusion at genovervejelse kan føre til radikalt anderledes handlemønstre.)
Hvorfor tvinge mig selv til at styrte rundt og potentielt smitte andre ved min tilstedeværelse? Hvorfor omdirigere ressourcer der kunne have gået til immunforsvaret til aktiviteter der igrunden godt kan vente til senere, i morgen, i næste uge? For jeg dør jo ikke af at opvasken får lov at stå et par dage mere, at lejligheden flyder af vasketøj og køkkenbordet snart er så nusset som -gulvet. Og ganske vist har jeg nogle officielle papirer der skal udfyldes og sendes ‘snarest muligt’ – men ‘snarest muligt’ er antageligvis for andre (læs: mentalt sundere) mennesker ikke mens de har feber og hovedet fuldt af snot.
Så her sidder jeg, paf, i lænestolen under dynen og kan ikke helt forstå hvorfor min kroniskt dårlige samvittighed ikke råber højere (især om de officielle papirer). Men det er nu meget rart at dens stemme ikke er så høj – mit hovede er febertungt.
Jeg tror jeg tager en lur.
No comment so far