I dag er jeg mindst 70. Sådan føles det i hvert fald på mine ømme muskler og krampende nakke der slet ikke er i tvivl om at jeg netop har tilbragt den sidste uge idyllisk på Vestjyllands Højskole med at slå træinstrumenter i retning af nærtstående menneskers legemsdele. For til trods for ekstra måltider i kostplanen, middags- og aftenlur, masser af nattesøvn og de andre hensyn jeg har taget til mig selv kan jeg (spøjst, ikke?) godt mærke at min stadig helende krop hverken er vant eller klar til den slags gentagen daglig udfordring.
Iår havde vi til vores forbløffelse ikke en håndfuld begyndere på kurset, men hele 16, så der var nok at rive i. Det gav også den sære erkendelse at jeg ikke længere er den lille. (Man skulle tro den kom med min graduering sidste sommer, men nix, erindringen er stædig. Mit sindbillede af sommerkursus er dannet de første par år jeg var med, og der var jeg så absolut den mest grønne deltager.)
For at der skulle være noget for alle var kurset delt en god bid af tiden, og vi lidt mere øvede skiftedes så til at hjælpe de nye. Brat bemærkede jeg i hvor høj grad jeg kommer på sommerkursus – og såmænd også til almindelig træning – med indstilling og fornemmelse af ikke rigtig at kunne eller vide noget. En underlig fornemmelse så pludselig at skulle rette på og vejlede andre. Tvangsundertrykkelse af manglende selvværd kan være en interessant øvelse.
Her er to af de mest entusiastiske begyndere, Keld fra Als og Tina fra Sjælland ved at øve bo. De havde placeret sig så nydeligt i solstriben at kamerafingerens spjætten ikke kunne modstås 😉
I den anden ende af salen gik meget af tiden med at prøve at suge så mange af Stephens guldkorn til sig som muligt. Vi har ingen 5.-dan i Danmark så det gælder om at slå ørerne ud når vi har chancen.
Gennem årene har det skiftet meget hvad jeg har fået med hjem – første gang jeg var på sommerkursus havde jeg knap fægtet et halvt år så det er vidt forskellige slags ører jeg har haft at høre med.
Iår var pointen (altså den del af den jeg forstod) at bemærke hvor mange teknikker, bevægelser og principper der går igen, tydeligt eller forklædt, på tværs af våben og kata.
Det er ikke bare en smart talemåde at alting findes i første kata. Lighederne begynder langsomt at blive synlige, som her
Torii i første kata:
Første gogyo-kata:
Anden ryoto:
Same-same, similar.
Eller som her
og her
Same-same, but different.
Om nogle af teknikkerne kom der opmuntrende udsagn som “We practise this often. Some of you have a reasonable idea about what you are doing.” Jeg skal ikke kunne sige om det følgende falder i den kategori, men begejstret ser han i hvert fald ikke ud.
2 angreb senere har han vist helt opgivet os.
I det hele taget lod Stephen til at have en temmelig nøjagtig opfattelse af vores færdigheder: “We know that all of us here can kill a man in one stroke. …. If he’s a peasant with his arms tied up behind him.”
Lige netop! – Det er jo det jeg siger, Asger, jeg _er_ ikke farlig.
Det var bestemt ikke spydigheder det hele. Blandt de nydeligere pointer: “The idea of the form is to be able to flow within it.” (Her hjælper det at vide at ‘kata’ betyder ‘form’).
Der var også nyt, for mit vedkommende gogyo bo. Spændende nyt legetøj 🙂
Om aftenen blev der traditionen tro spillet spil. De mange nye var lette ofre for garvede Trench War-hajer.
Tidligere på ugen hørtes under et spil mellem Morten og Jens Lynge “Hvordan ændrede du din vinderposition til en taberposition?!?” Det illustrerer jo blot Stephens pointe – sværdkamp og strategispil: same-same, similar. 😉
En aften benyttede vi chancen for at optage nogle af de avancerede kata. Film husker bedre end hoveder – her husker Morten (i spejlet til venstre i billedet).
Midt i ugen kom Mortens og Laurits familie på besøg. Her ses Mortens (næsten ikke indoktrinerede) datter Elvira. 
Hun har skam fattet pointen. Gang på gang halede hun det lange sværd ud af sin Fars greb, for derefter at angribe ham med det korte.
Højskolens kat var aldeles overbevist om at alle tilstedeværende var dens mennesker og retteligt burde tilbede den nårsomhelst og hvorsomhelst den færdedes. Blandt andet midt i gymnastiksalen den sidste aften som vores begyndere skulle demonstrere iai for de andre kursister. Stephen reddede den i sikkerhed, men den forekom ikke just taknemmelig.
Ved festen om aftenen ignorerede den høj musik og dansende elever og minglede hjemmevant. Efter mørkets frembrud gik den mageligt til ro på en blød stol i gangen.
Tidligere på aftenen fik jeg en ny – og i modsætning til ‘katteagtig’ ikke tidligere hørt – mærkat. Med stor overbevisning erklærede Martin “Terese er som en kanin. …Med *laver finger-hugtænder* En dræberkanin, fluffy og blodtørstig.”
Så ved I det. Bare nu ikke Monty Python giver mig bøvl over copyrights 😉
Senere fik Astrid fat i Franks ømme muskler. Hun har snilde hænder og 2 år på medicinstudiet giver åbenbart rigelig viden om hvor man skal trykke. Den halvdel af tiden Frank ikke så forpint ud (hun var ellers flink til gentagent at huske ham på at det er en fordel vedblivende at trække vejret)
lignede det mere en religiøs oplevelse.
Måske hun kan bestikkes til at lære os det?
No comment so far