Jeg troede jeg befandt mig i et Kobayashi Maru-scenarie: Hvis jeg tager på har jeg det usselt med mine krop og kan ikke holde dens kurver ud. Hvis jeg taber mig følger jeg ikke behandlingen (hvilket jeg har skrevet under på, dvs. givet mit ord på at jeg vil) og opfylder ikke de forventninger de centrale autoritetspersoner i mit liv (lige nu behandlerne og Charlotte og Jenny på Daghospitalet) har til mig og så er den gal med samvittigheden – det har altid været vigtigt for min selvforståelse og -accept at kunne opfylde vigtige menneskers forventninger. Uden at leve op til dem, ingen dopamin- eller serotonin-belønnning til min hungrende, triste hjerne.
I denne uge opdagede jeg så at det i stedet er et Pest-eller-kolera-scenarie :-/ Jeg har spist efter kostplanen (og ikke bare i denne uge) men har alligevel tabt mig 1½ kg! Der er ikke rigtig nogen forklaring – noget af det kan være vand, men planen er trods alt lavet til at jeg tager ½ kg _på_ hver uge. Den eneste grund jeg kan se er at al min hvileløse spjætten, kropslede, rastløshed og spændinger selv når jeg sover må have været energikrævende. Ikke bare ingen vinding, men tab på alle fronter – jeg har haft det usselt og samtidig ikke opfyldt mine behandleres forventninger og tabt mig.
Det mest frustrerende ved det er at det føles som om de ikke tror på hvad jeg siger. De har mange års erfaring og spiseforstyrrede er kendt for lyve om mad, lidt ligesom kleptomaner stjæler, uden at have mulighed for at lade være. Og med et vægttab på 1½ kg kan jeg jo nok ikke have spist at det jeg har skrevet jeg har, vel…?
Da jeg var kommet hjem fra den ugentlige torsdagsvejning, havde tygget lidt på misfornøjelsen samt en skudefuld risengrød (trøstemad 🙂 ) og set John McClane terapeutisk molestrere adskillige skurke (det er rigtigt, Bruce Willis har haft hår!) for anden jul i træk gik det op for mig at den mest smagte af fornærmelse.
Jeg er ikke (længere, som barn og teenager løj jeg stærkere end en hest kan rende) vant til at få min oprigtighed draget i tvivl. Tvært imod har jeg fra adskillige af mine nære venner hørt beskrivelser i stil med ‘Hvis Terese siger det, kan du godt regne med hun mener det’ eller ‘Hun siger det ikke hvis hun ikke mener det’. Og – vigtigere – det er også den opfattelse jeg selv har. Hvis jeg er træt siger jeg ‘lad os ses en anden dag, jeg vil gerne i seng nu’, hvis kjolen er grim eller jeg ikke kan lide maden siger jeg det hvis man spørger mig, og så fremdeles.
Så hvad ligner det at antyde jeg lyver om hvad jeg spiser? Jeg føler min ære gået for nær!
Vi bliver jo bedt om at føre spisedagbog af en grund, nemlig for at de forskellige eksperter (diætisten, lægen, sygeplejersken, pædagogen, fysioterapeuten…) kan handle ud fra det. Så jeg er jo ikke bare en løftebryder hvis jeg skriver eller siger noget der ikke passer, jeg er også snotdum! Jeg har fået nok 11-taller i min akademiske karriere til at regne ud at at føre behandlerne bag lyset ikke er den hurtigste måde at få behandlingen til at bære frugt. Og jeg har jo selv valgt at være der, det er ikke ligefrem fordi det morer mig eller er dejligt. Jeg gider ikke fejle det her længere, jeg vil være rask – hvis jeg ville snyde ville det være meget simplere bare at udskrive mig selv og gå, jeg er da (endnu 😉 ) uden røde papirer.
Hrmf! Æresoprejsning er sådan et gammeldags ord, og det går nok ikke an at udfordre statens personale til duel. (Til at starte med må man antageligvis ikke slå dem med en handske.) Hvad gør man så?
No comment so far