Kølig junimorgen – da skibsuret slår to slag er jeg rystesvedende vågnet af de sædvanlige drømme. Inden jeg vender tilbage til mit spjætaftvingende fængsel under dynen stikker jeg hovedet udenfor et øjeblik, og beundrer i lånte træsko den spirende dag. Bortset fra fuglenes morgenkvidren (“Bol med mig, jeg er flottest/stærkes/mest højlydt/…!”) er her stille. Luften er dugfugtig men ikke kold, og det falske daggry maler himlen over slugten og bugten i glansbilledpasteller.
Våde jordbær under bladenes camouflageparasoller. Som skyen blæser til side og rejser videre, ud af linien mellem solen og mig åbner jeg taknemmeligt ryggen for solens velgørende berøring og lader mine bare tæer vrikke af fryd i Tante Gurlis træsko.
Senere i solen på terrassen, to hvide plastikbaljer foran mig. Række ud, tag et bær fra den fyldte balje, ret ryggen, nip blomsten af bærret og deponer det i den anden balje. Gentag.
Tilstedevæerelse nu.
En baljefuld jordbær med blomsten på ligner plukket frugt, plante der har vokset. En baljefuld pynede jordbær ligner mad der venter på at blive spist.
Sandfarvet jord – muldlaget er skrællet af så hele området er forsænket en halv meter. En skov af malerpinde (arkæologer sponsoreres åbenbart af Flügger 😉 ) med enkelte småflag og landmålerstokke iblandt.
Knap 100 meter væk to solbrændte mænd med skovle, mureskeer og kasket mod solen. Pindene markerer stolpehuller lærer jeg af Laurits – her har i senromersk og tidlig germansk jernalder ligget en håndfuld gårde, slidt ned og genopbygget gennem generationer så stolpehullerne danner en forbind-punkterne-gåde hvor det ikke er videre simpelt at se hvilke huller der hører sammen og danner huse.
Jeg-med-rødder lytter fascineret, med lun erindring om at sidde tæt op ad min Mor i sofaen og kigge på billederne af en udgravning i lag – stenalder, bronzealder, jernalder og så fremdeles oven på hinanden som lagene i en kage.
No comment so far