Da jeg talte i telefon med min Mor lørdag aften sagde hun noget der gjorde mig vældig glad. Og som jeg her i formiddags stod og trillede små brød til Marias fødselsdag kom jeg sådan til at tænke på hende. (…Altså ikke sådan forstået at jeg kun tænker på jer når I glæder mig.)
Da den første halve bageplade var fuld af små pertentligt snoede dejknuder slog det mig hvordan jeg har set hende gøre det samme. Lige fra jeg var så lille at jeg måtte sidde på køkkenbordet eller stå på en stol for at kunne nå op at ‘male bollerne’ bagte hun stort set alt det brød vi spiste – kager, boller, flutes, birkes, burgerboller.
Fascinationen af hvordan det lignede en verdens skabelse når jeg fik lov til langsomt at hælde et bjerg kerner og mel i et dejfad urhav (olie, vand, gær, salt 😉 ) og hvordan det første bjerg og havet langsomt rørtes sammen, fik struktur og senere form. De små forklaringer om hvordan man laver runde boller, hvilken slags dej man kan stikke småkagefigurer ud af, hvor tæt gærboller kan stå uden at hæve ind i hinanden, hvorfor man pensler med hvad eller hvordan man former et fletbrød.
Jeg kan huske mit tolvårige selv blive spurgt i hjemkundskab hvorfor jeg flettede brødet og snoede bollerne. Uden nogensinde direkte at have fået det fortalt har jeg aldrig været i tvivl om at mad er noget man gør sig umage med og lægger omsorg i. ‘Jeg tilbereder mad til dig med omhu fordi jeg elsker dig’. Og alligevel er det først nu det i ord går op for mig hvad det var jeg lærte.
Færdigheder er minder om de der har videregivet dem, deres værdier. Bedste viste mig at der er husrum hvor der er hjerterum, tryghed svøbt i et tæppe på hendes skød og at med stædighed kommer man langt. Misse lærte mig at ‘Høflighed koster ingen penge’, og at venskab ikke kender aldersforskel og Moster Tik Tak at man ikke skal lade sig blive for gammel til at lege.
Kvindeviden? Arver mænd tilsvarende – men naturligvis anden – viden fra deres fædre, onkler, bedstefædre? Og hvad mon?
…Gør I? Fortæl mig. Be’ om:-)
No comment so far