Morale…? Når man kommer træt hjem og bare vil have nattøj, lænestol og mad (i den rækkefølge) skal man sikre sig at kniven har æggen mod det mærke man vil skære af sin nye natbluse, ikke mod den hånd der holder blusen.
Eller kan man risikere pludselig at stå med en skærende smerte i fingeren og opdage at ens reflekser har puttet den i munden og siger “Ngnnnnnnn” meget eftertrykkeligt.
Dernæst – i hvert fald hvis man som jeg har det Damhøjske tøseblod – bliver man svimmel og kvalm, maven knuder sig sammen og man indser at man nok kommer til at ringe til nogen der kan hjælpe en på skadestuen. (Man føler sig som sådan en idiot! Det er jo bare blod. Og slet ikke farligt, bare ubekvemt. Når jeg tænker på alle de effektive, rå eller omsorgsfulde karakterer jeg har spillet, som både har gået folk i stykker og lappet dem sammen igen! De farlige situationer siger erfaringen dog i det mindste at jeg godt kan klare – jeg får lynkvalme, udspyr svimmel mit maveindhold og er straks derefter klar til at håndtere nødsituationen.)
Dernæst skal man jo så ringe til skadestuen. Balladen starter først da den professionelle dame i telefonen beder mig beskrive hvordan såret sidder, ser ud, etc. Synet af de adskillige farver indersiden af en finger har, dens struktur og andre herligheder svimler mig lidt mere. Som min Mor omhyggeligt har lært mig tænker jeg fornuftigt “Jeg må hellere komme hovedet ned mellem benene så jeg ikke besvimer”. Resultat: Jeg falder sammenkrummet og med hovedet først imod køkkengulvet og taber telefonen med et klonk. Bliver klarhovedet igen da jeg kan høre stemmen i telefonen spørge “Hvad sker der nu” i det helt rigtige roligt interesserede tonefald.
Så kan man så ligge der på køkkengulvet (føj hvor det trænger til at blive vasket!) med benene oppe mod skufferne og ryste og klapre. Og ynkeligt tale i telefon med medfølende venner mens man ydmyget venter på at ens Far kommer og leger skadestuechauffør. Tak for tjenstvilligheden Far! 🙂
Jeg fryser og ryster – maven kører rundt og skifter hele tiden retning, og til trods for at det kun er fingeren der er kommet til skade ser hele mig vist ikke ligefrem stabil ud. Sekrætæren ved skranken får resolut min Far til at komme mig i en kørestol og jeg bliver pakket ind i et tæppe. Det er jo bare et hul på fingeren! Usling jeg. Hvordan klarer folk at blive skudt monstro? Måske er dette her verdens måde at fortælle at de Damhøjske kvinder ikke skal tænke i retning af soldat, læge, sygeplejerske, slagter, redder, etc når de overvejer deres fremtidige hverv.
Sygeplejersken der lapper mig sammen er overmåde venlig og meget omsorgsfuld. Ligesom folkene i skranken insisterer hun gang på gang på at man ikke selv er herre over om man kan tåle at se blod, og at det ikke er noget at skamme sig over. Tak 🙂 Jeg er ikke enig, men det var nu alligevel lindrende at få det at vide.
Et par timer senere end jeg havde planlagt sidder jeg i lænestolen, med noget aftengrød (uha, maven cykler) og en ET-finger der skal holdes opad og tør den næste uge. Jeg forudser at opvask, rengøring af køkkengulvet og den slags bliver en udfordring. I det mindst kom der ikke blod på min nye natbluse – men til gengæld et eftertrykkeligt hul :-/
ET phone home…?
No comment so far