Energisk går jeg ned mod byen og min medicin i formiddagssolen, veltilpas stadig i blottøj efter en uplanlagt men betænksomt og uventet tilbudt overnatning i Trillegården.
Vinden rusker og hvirvler lugten af blot under min næse fra mit pjuskede hår, rygsækken og yndlingshætteweateren, nu Fenjas trøje. En lunende, kraftrig blanding af duften af bålrøg, duggens fugt i græs og tøj, septfæller, jord, kød og aske under neglene og i mine hænders revner (jeg tjekker, morgenbadet _fik_ det altså skrubbet væk selvom jeg stadig fornemmer det) og adskillige andre toner jeg ikke kan skelne.
Der er stadig lidt af varulven i mig på vej hjem – jeg kan mærke hende på rankheden i ryggen, det direkte blik og mine faste skridt. Jeg er træt, men smulen af Fenja i mig har kraft at dele ud af. Jeg er Fenja, af Fenris æt, Troldhøjs yngste, og jeg slår ikke genert øjnene ned for formiddagens forbipasserende. Jeg er Fenja og jeg lader mig ikke dø, jeg vil slås!
Også på ydersiden er der spor efter nattens hændelser. Armslyngen er brændt og min venstre arm ikke længere dødvægt, men resterne af det blå øje lader sig ikke velvilligt fjerne helt. Sådan går det når man ikke har de rigtige slags makeup, men bare bruger hvad der ligger i skuffen – hævetrød læbestift og tynd øjenhud bliver åbenbart nemt så gode venner at farven ikke sådan lige lader sig fjerne. Så idag er mit højre øje svagt rødt og ser lidt tilskadekomment ud. Igår så det sådan ud
og Maria gav mig besked på at holde op med at fjolle og se så ynkeligt og sørgmodigt ud gennem bilruden da vi var henne at købe brænde – nogen kunne tro det var alvor og ringe til politiet 😉
Der er blomstrende tusindfryd, mælkebøtter og flere blå og violette jeg ikke kan huske navnet på i græsset på vejen ned ad Langelandsgade. Det er Mors dag, og som jeg smilende kommer i tanke om hvordan jeg som lille plukkede blomster til hende i vejkanterne på vej hjem fra skole stopper jeg op, og binder en minibuket af småblomsterne i alt det grønne. Den overlevede cykelturen til Åvej næsten uskadt 😉
Da jeg var lille, husker jeg at min Mor tog mig med om til sin mor på Mors Dag, for at lave mad og forkæle Bedste. Alle årets andre dage er børnenes dag, sagde hun, men på Mors Dag er tanken at enhver mor skal have lov at slappe af og blive puslet om og forkælet.
Det handler ikke om gaver – blomster, chokolade og al den slags kan da være meget rart, men det bliver der hverken lavet mad, vasket tøj eller gjort rent af – nej det handler om at overtage nogle af hverdagens pligter, at kanalisere sin omsorg til nyttighed og forkælelse.
Så jeg ryster på hovedet af de mange søndagsåbne blomsterbutikker, lægger miniaturebuketten i cykelkurven og tager (røglugtende og rødøjet er jeg bange for, men mødre har vist øvelse i at tage den slags som det kommer) ud og laver nøgne ravioli (‘Den eneste måde spinat smager godt på’ siger Yndlingsbarnet) med langtidssimret tomatsovs og bøf til min Mor. Gluten- og hvidløgsfrit er det nu alligel en fortrinlig spise 🙂
No comment so far