Kattens Rejse

Weekend i København

I anledning af solskinsvejret og også lidt som guleod efter timers intensive udspørgsningsundersøgelser på hospitalet bevilgede lægen og jeg mig en weekendtur til Hovedstaden.
Ikke med noget særligt formål udover at besøge de dejlige mennesker jeg kender, som – deres dejlighed til trods – har den sære opfattelse at den tættest befolkede og mindst grønne del af Djævleøen er et tiltalende sted at stifte bo.

Formiddag på Volden. Jeg daser ikke tankeløst, men læser flittigt det materiale de gav mig med hjem fra undersøgelserne. (Eller så flittigt det nu kan blive når ens koncentration kun rækker til en håndfuld sider ad gangen.)

Senere trisser jeg over Langebro – som faktisk går både op og ned, se:

Hele herligheden til ære for denne

… Bemærk at jeg ikke er den eneste som nysgerrigt står og kigger 😉

Videre, ned på Nationalmuseet. Til min glæde kan det stadig være rart at gå på museum, selvom man ikke rigtig har mental energi til at fordybe sig i noget. En spadseretur gennem antiksamlingen gav blikket mange smukke eller interessante ting at hvile på. Der var fin keramik (skiltet sagde godt nok “Simpel keramik”, men min æstetiske sans foretrækker nu denne (eller alternativt Grækenlands geometriske periode) frem for den mere ansete sort- og rødfigurskeramik).

I den egyptiske afdeling havde de adskillige statuetter af yndlingsgudinden.

Beklager reflekserne i glasset, men de tør åbenbart ikke have antikviteterne stående frit fremme når kattegale personager og andet skidtfolk kan risikeret at dukke op 😉

Jeg studsede over disse terninger (tysk-romerske så vidt jeg husker) – jeg har været rollespiller længe, men 26-kantede terninger har jeg aldrig set før.

Arkæologiske interesser til trods har jeg kun været på Nationalmuseet en enkelt gang før, for mit halve liv siden. Med min Far og en hel dag, for at det ikke skal være lyv, min Far som ikke synes videre godt om museer! Set i bakspejlet kan man blive helt lun indeni når man opdager hvor meget ens voksne prøvede, gav, bekymrede og anstrengte sig. Og det på trods af ens kontrære, trættende og pernitne teenage-attitude

Besøg hos Lars i han og Joans nye lejlighed. Ny for mig i hvert fald, selvom de har boet der et stykke tid efterhånden. Jeg har aldrig været på Nørrebro før, og jeg konstaterer at her som ingen stump af Danmark jeg har set minder om New York, London, Paris, Hamburg, LA. Generisk storbystemning med folk fra alle verdenshjørner på gaden. Ikke noget jeg havde forventet at se her i stueracistiske, navleoptagede vi-har-nok-i-os-selv Danmark.
Snak, musik, aftensmad på altanen, demonstration af Lars’ veludviklede talent for cocktailkreering. Glæden ved selskab som – endskønt sjældent – føles lige tæt hver gang vi genses.

Strøgtur til Fantask, indisk aftensmad og søndag-formiddags-hygge med Nis.

Lidt for hyggeligt åbenbart, for min ellers trofaste rejsekammerat gemte sig hos Elefanten og kom ikke med mig videre ud til Marie og Rune. Nis tog dette billede af kumpanerne.

Imens de to hyggede tog jeg atter til Nørrebro, denne gang længere ud, til Marie og Runes splinternye lejlighed. Her er hun i sin lyse stue.

Indtrykket fra Fastaval, jul og den sidste tid forstærkedes. Her er glæde, vilje, omsorg og engagement, både i arbejdslivet, hjemmet og hinanden. De virker så glade og velplacerede begge to at man bliver helt varm om hjertet 🙂

… Hvis fremtiden findes for dem, kan den så måske også findes for mig?
Min weekendturstaske var ikke lige egnet til at spænde på en motorcykel, så jeg fik ikke denne gang den tur bag på Maries motorcykel jeg øjeblikkeligt og højlydt ønskede da jeg første gang hørte hun var ved at tage kørekort. Næste gang pakker jeg snedigere!
Tidlig morgen – jeg har orange billet til toget. Marie vågner for at sige farvel, først ser hun søvnig ud

dernæst bryder det der er indeni frem igen.

Nis har jaget i den zoologiske sengehave, og husket Leoparden på at den savner mig. Vi mødes på hans vej til arbejde.


Gensynsglæden var stor men jeg havde for travlt med at kramme til at tage billeder 😉
På vej mod banegården som solen stod op over byen, lyset var fint og luften krystalklar og pendlerne myldrede.

Ingen kommentarer

No comment so far

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *