Sol, Bastet, Varmegiver!
Selv på dage med fejltagelser og svaghed kan dine strålers kærtegn lindre og hele lidt. Dybt nede i min nordbosjæl ved mine instinkter at din – så ofte fraværende – varme berøring skaber livet selv, og når du forårslunt, med løfter om sommervarme, lægger dig til hvile på min forarmede, tilbedende hud synes skammen over dagens fiaskoer og utilstrækkelighed mindre pinagtig og jeg henrykkes til et blindt varmesugende Nu.
I forårets lunhed er din strømmende berøring som den modermælk jeg ikke drak, næringsgivende, styrkende, kærlig. I stum accept lader du den gavmildt flyde ned i mig såvel som resten af Nordpå, uanset fortjeneste, behov eller ønske.
Insisterende kalder du mig ud af skyggen, sengen, cirklerne, med lokkende løfter om et øjebliks glemsel, alle følelser overvældet af din varme, dit lys gennem mine lukkede øjenlåg.
Fingres leg over tangenter, dybe strenge og whiskers mod trommeskind fordyber effekten. Hvis der var en gudinde for blid jazz ville hun helt sikkert – som Bastet – også være solens.
No comment so far