Natten er forbløffende stjerneklar gadelygterne til trods. Den dufter fugtigt, distinkt ikke-længere-koldt, af næsten-sommer (næsten-forår er nok et mere realistisk bud 😉 ), lidt af Rebis og en del af søvand som jeg cykler forbi Egå Engsø. Det er længe siden natten har været min, næsten lige så længe siden jeg har cyklet i mørket, og selv nu hvor det vist i princippet ikke længere er koldt fryser jeg inde under uldjakke og handsker. Men det er en nat fuld af løfter om nætter der skal komme.
Musikken i mine ører skifter rytme og jeg ser brat hvor meget udsigten over søen, med byens orange lys spejlende sig i det afrundede vand ligner en bugt et helt andet billede, et helt andet sted. For 2 år siden boede jeg i Wellington, tog på universitetet hver dag, lavede vegetarmad (en af mine bofæller brød sig ikke om kød), gik til skotsk landsbydans og kunne alting selv. Så langt væk, men via en enkelt lignende udsigt alligevel så tæt på.
Mit indre musikanlæg spiller – mp3-afspillerens noget anden rytme og genre til trods – øjeblikkeligt og gennemsyrende denne her
I don’t need no one
to tell me ’bout Heaven
I look at my daughter
and I believe.
I don’t need no proof
when it comes to God and truth
I can see the sunset
and I perceive.
Rodløs men selvstændig, selv-afhængig om ikke uafhængig, med et selvspundet sikkerhedsnet(værk) under. Alene, langt væk i landet med de smukkeste landskaber, den grimme by og en solbrun, lækker knægt i kort, rødternet nederdel (og ikke andet) på gågaden. Nødtvungent alene-stærk, men dog stærk. Og dagene, verden, byen, nætterne – så godt som alle blæsende – var mine, hver og en.
Er jeg gået baglæns siden? Det ser næsten sådan ud. Dengang kunne jeg rejse selv, forske og udforske. Jeg kan godt huske at det ikke var behageligt, men også at det var spændende. Hvad har jeg lært siden, hvad kan jeg nu? Spise medicin og ryste så meget at thekruset skvulper over? Tænde for TV-avisen og ikke kunne huske noget fra den når de kommer til vejrudsigten? Se bøgerne på mine reoler og vide dem fuldstændig uden for min mentale rækkevidde.
Hvordan mon man lapper mig? Vender strømmen? Jeg kunne godt mistænke at jeg vokser baglæns.
Men aprilaftenen var nu dejlig trods alt.
No comment so far