Årets Fastaval var fantastisk, selvom jeg var slatten! Jeg lavede mad, snakkede med gamle venner og mødte nye, spankulerede, spillede noget underholdende rollespil og noget der var nytænkende, overvældende og overvældende godt, sov udmattet middagslur midt i menneskemængden (nørdmængden? 😉 ), var nyttig og nydende.
Her er et par klip, billeder hugget fra Lars eller doneret af Søren Parbæk og måske kommer der nogle til senere hvis jeg kan finde flere.
Først Jorgo (vist den levende i verden udover min familie jeg har kendt længst) som lavede JohnTV det meste af Fastaval og nød det. Jeg grinede også over de glimt jeg så – specielt terningerullet i soveposen 🙂
… Jeg tror nu du har mere end 3 i karisma… Og mascaraen fra banketten giver mindst +1 i bonus!
Hvor er mit barn? Jeg var jo gravid…?
Hjulpet til forløsning og erindring af en forfatter med skriveblokade, smilende som han beslutter sig for at leve, overvældes jeg, Miriam, af tårer, hulken og riven mig i håret – min spæde søn er død! Min dejlige Jonathan med blå øjne! 
Hvorfor stod jeg også så tæt på trappens gelænder da den flok knægte kom løbende og maste sig forbi? Hvorfor er metroens gulv lavet af hårdt beton? Hvorfor kunne han ikke have være landet oven på mig? Hvorfor _min_ søn?
Min søn er død!
Vågnende i erkendelsen kommer jeg ud af Memoratoriet, til min David med de blå øjne. Wow!
En aldeles velfortjent vinder af publikumsprisen og det bedste scenarie jeg har spillet siden 2003.
Iskold eller lun (varmeblæserne var et hit – og en nødvendighed) og sejtlangsom opvågnen efter eftermiddagslur i caféens sofaer. (Jeps, det er længe siden jeg har kunnet holde en hel dag. Men det kommer vel igen engang…?). Rare, glade mennesker og tynd kaffe med rigtig meget mælk (koffein svinger godt med (mod?) mine medicinbivirkninger men jeg kommer kun overens med smagen når den er temmelig fortyndet).
Der var ikke meget lys dernede
men Lars synes lige som jeg at foretrække aftenbilleder uden blitz.
Veltilpas i camouflagekjolen med lånt riffel over skulderen. Min gang bliver rank og letfodet og til min begejstring går der to hele dage inden ejeren er der og vil have den retur. Den var også nyttig søndag til at forsvare de kanelsnegle jeg gerne ville forære hårdtarbejdende mennesker mod tilfældige og kagesultne forbipasserende.
Jeg konstaterer at (primært, men ikke udelukkende, mandlige) fastavalgængere – især de der hænger ud i rygeburet – godt kan lide kvinder med våben. Og det gør ikke noget at de er i lårkort (kvinderne altså) 😉
Vanedannende rarhed i køkkenet. Jeg nyder den bramfri tone og får produceret en hel masse – sandwiches, spydigheder og kager. Cola og kaffe i mit glas (hver for sig!), venlige ord og mange verbale skulderklap. Det er forunderligt sådan at blive åbenlyst værdsat og jeg smiler mere min godt halve håndfuld dage i køkkenet en de sidste måneder tilsammen. Tak.
Jeg er så glad for at have mødt Per og Allan og have fået lov at lege i køkkenet 🙂 (Og jeg er mig, så jeg må godt sige den slags uden at være fuld!)
Et sted med varme ovne og flinke mennesker (som oven i købet giver mig cola. Light!) hvor jeg får lov til at lave mad. Hvad mere kan man ønske sig?
Banketaften i køkkenet. Bekvem travlhed og sen, sen aftensmad. De 3 retter mad smager mig meget bedre efter at have hjulpet med at anrette den til gæsterne et par timer først. Jeg har stadig brandsår på fingrene efter den miniovn Allan betænksomt stillede tændt og åben på gulvet i det lille rum hvor vi spiste (skolen, og i særdeleshed køkkenregionen, var kold-trækkende-kold. Behøver de virkelig slukke for varmen inden de går til påskeferie? Igen?! De gjorde det så vidt jeg husker også sidste år) men det var også kun fordi jeg ikke kunne dy mig for at genlune mit flutes i den – uden grydelapper til at få det ud med bagefter. (Ja, jeg ved det er grumt energiforbrugende og man burde ikke, men jeg udligner det ved at være sparsommelig på alle andre tider af året.) Mmmm, frydefuld varme 🙂
Senere på aftenen i caféen sammen med Nis (hvor var det hyggeligt at have dig som overnattende gæst under Fastaval 🙂 Det er nu rarest at vågne og spise morgenmad i selskab, søvnunderskud til trods).
Senere endnu (og taget med mobiltelefon) efter trætheden og den sidste drink begyndte at sætte ind. Her er en af grundene til at denne side hedder kattens. Jeg kan blive helt salig når folk nusler mig i håret, aer eller stryger mig over huden 🙂 Og hovedbundsmassage er ualmindeligt rart efter en lang dag med ophobet søvnunderskud, hygge, arbejde og en lille en efter maden.
Om der var spinden må forblive uvist – lydniveauet var nok for højt til at det kunne afgøres 😉
No comment so far