Lunkenlun sol mod mine blussende kinder. Halvslumrende vågner jeg nok til at være taknemmelig da en omsorgsfuld hånd lægger et glatstrøget lommetørklæde over mit solskoldede-in-spe ansigt.
Mad i maven – denne gang ikke for meget – og behagelig træthed i arme og ryg – jordbunken ved indkørslen er en del mindre og græsplænen dækket af hvad der ligner skud fra gigantmuldvarpe.
Propmætte ænder padler dovent i åen. Her ved weekendens ende, efter flittige besøg fra gamle damer og folk med tumlinger, kan de end ikke besværes til at se i min retning, så kammerjunkerne just fundet fra sidste koldsskålssæson afventer en mere lovende dag.
Musik i ørerne (hvor er jeg glad for at jeg lod mig bortødsle 200 kroner på den mp3-afspiller!), fugtigrar muldjord mellem tæerne og under mine fødder, den lune vægt af solskinnet på mine bare arme – man fryser ikke når man stamper den nyudbredte jord sammen inden græssåning. Jeg ligner uden tvivl en idiot som jeg smådanser til musik kun jeg kan høre.
No comment so far