Ranke palmestammer i lige rækker. Lysebrune køer græsser på den udtørrede jord under dem.
Blådiset himmel med hård, bagende sol, saltmarker på den anden side af vejen.
Marginalland.
Kontrast. Landskabet er det samme, men indholdet skifter. Blege mennesker med topmaver, næsten afklædte. Grønne kunstvandede græsplæner, vagtpersonale og tilbagetrukne bungalower. (Ja, det hedder det på dansk, jeg har tjekket med retskrivningsordbogen. Idrk.)
En halv snes kilometer mod nord. Fiskerlandsby med det udvalg af slanke, gule mennesker vi har vænnet os til at se siden vi kom.
Solnedgang fra vigen hvor fiskerbådene ligger i ly i smult vande. Kvadrat på kvadrat af fisk til tørring, nattens og morgenens fangst.
Børn, unge mænd på knallerter og arbejdende fisker(koner) – deres mødre – vrimler langs strandpromenaden, og samler de tørrende fisk ind inden duggen falder med tusmørket.
Jeg sætter mig på hug og kigger på den synkende sol – og tiltrækker prompte en flok nysgerrige, snavsede (og charmerende) smådrenge. 
Hvis der af og til kommer turister her er de enten i flok, par, eller en vietnamesisk kvinde i selskab med en fed tysk mand, så Tran og jeg er åbenlyst vældig interessante at iagttage.
Den mindste knægt – stadig med mælketænder – giver mig impulsivgt 1000 dong og nægter pure at tage dem tilbage trods megen lokken fra min side. “For you!” gentager han gang på gang og smiler stort.
Kameraet og jeg går ned ad trappen til stranden for at kigge på de tørrende fisk og bådene – små runde til at færge folk og fisk i land, joller og kuttere.
Halen af børn vrimler omkring mig.
Jeg samler en fin rød muslingerskal op og inden længe trykker en lille hånd en hvid en i min. Oppe igen breder jeg fangsten ud på stenene foran mig.
En af dem tæller “One, two, three, four”. En anden lægger et lille sneglehus og tæller stolt til fem på engelsk. Inden vi går har jeg en hel samling.
En halv snes kilometer mod syd. Phan Thiet, en (ifølge guiden søvnig) provinsby med en halv million indbyggere.
Byens lys i horisonten og vind i håret som omgivelserne skifter fra turistland til vietnamesisk by. Jeg har aldrig siddet bag på en knallert før, og efter de sidste mange dage at have set det lokale mylder oppe fra bussen er det spændende pludselig at være en del af det.
Ligkisteforretning ud til gaden – nogle med plastik, nogle pakket ud. Skinnende røde, blå og grønne farver med hævede guldsnirkler. Lidt senere et festende begravelsesselskab på en gaderestaurant – alle i hvidt med hvide bånd om hovedet og højlydt skålende.
Deres rustvogne er også fine, vi kunne lære noget her. 
Jeg er da i hvert fald sikker på at vores kære afdøde hellere så os feste end græde.
Tivoli i en park midt i byen, i anledning af nytåret (det kinesiske). Med bittesmå pariserhjul og lysglimtende karruseller til småbørn 
og utallige tombolaer og spil, hvori præmierne er dåseøl og -sodavand, plastikfade, instantnudler, termokander og andet sært skrammel.
Skræmmende (!) 
balloner til børn og et stort glad menneskemylder. Alt hvad der kan krybe og gå er på gaden og de har taget familien eller slænget med.
Højst 1 ud af 10000 turister i Mui Ne tager herind til Phan Thiet, og som jeg vandrer rundt i tivoliets menneskemængde er jeg den eneste europæer i syne. Jeg bliver kigget meget på, peget på men også smilet til og mange børn siger ivrigt “Hello” i håbet om svar.
En kvinde sidder på hug og bager vafler over åben ild i et gammelt støbejernsvaffeljern. Jeg laver tegnet for penge og hun rækker 5 fingre i vejret (5000 dong er cirka 2kr). De er søde og gode. Fugtige som pandekager på den ene side og varmt brune på den side der vendte ned mod ilden.
Iskold, friskpresset sukkerrørssaft i plastikkrus på en lille plastikstolscafé på fortovet rundt om parken. Overvældende sødt og med en svag mentol- eller eukalptusagtig eftersmag. Næsten for sødt i sig selv, jeg tror det vil være et hit blandet med limejuice.
Vind i håret igen som byen tynder ud på vej tilbage til Mui Ne. Knallerten sprutter og løber tør for benzin – en af de åbenlyse farer ved at hverken speedometer eller tankmåler virker. Selvom vejen ellers er mere øde herude er der en benzintank 50 meter længere fremme. Heldet følger de tossede 😉
No comment so far