Pludselig er vi omgivet af neonlys, 
ser høje bygninger og er i en vældig menneskemængde. Befolkningstætheden (i snit to gange Danmarks) stiger brat fra jævnt tæt langs næsten hele vejen nede i Mekongdeltaet til et mylder der næsten matcher Tokyos herinde i byen.Den mest synlige forskel: I Tokyo er hovedparten til fods, her er de fleste på knallert.
I morgentrafikken holder de i en tæt, bred kø ved hver lyskurv.
I hvert fald de der ikke starter dagen med Tai Chi, badminton eller andet i parken lige over for hotellet.
Der gælder indfletningsregler de fleste steder i trafikken – floden af knallerter skilles rundt om bussen som en strøm der bøjer af mod en klippeblok.
Cu Chi tunnelerne. Oprindeligt påbegyndt for at Viet Minh kunne skjule sig for franskmændene. De blev senere udbygget i stor stil og det var her Ho Chi Minh-stien endte, forsyningslinien fra Nordvietnam til syd. Til trods for amerikanernes gentagne forsøg på at infiltrere og ødelægge dem levede Viet Cong hernede, nogle i op til seks år.
Hele det røde område, lige uden for Saigon, midt i Sydvietnam fik amerikanerne aldrig kontrol over.
Bemærk kurven og hakken nederst i billeder – det var landsbyboernes beslutsomhed, ikke teknologi og ingeniørkunst der skabte tunnelerne.
Området var fyldt med fælder
og indgangene var godt skjult og ikke store – ofte for små til de større amerikanere kunne slippe igennem. Ikke så dumt sådan at udnytte den fysiske forskel mellem sig selv og fjenden.
Jeg kunne vist godt have været vietnameser 😉
Om dagen bombede amerikanerne – dengang var der bestemt ikke skov, men afbrændt og udbombet landskab – og om natten kom Viet Cong ud.
Tilbage i byen. Rester fra den franske kolonisering, her posthuset.
Det er også fint indeni
Og med nogle mere stillige telefonbokse end dem vi kender herhjemmefra.
Der er stadig mennesker i Vietnam der ikke kan læse og skrive, så her er en skriver – genkendelig på det røde armbind.
No comment so far