Naermest landlig idyl i Mekongdeltaet. 
Vi koerer gennem byen i hver sin motor-rickshaw. 
Tilsyneladende til lige saa stor moro for de lokale som for os – de er ikke vant til at se saa mange turister paa en gang (vi er 26) som benytter det lokale transportmiddel. Alle steder, og isaer langs de smallere gader moedes vi af smil, latter og vinken.
Det er – her som i Cambodia – helt vildt hvad man kan transportere på en knallert.
Mon han når frem inden den smelter?
Levestandarden er bedre her end i Cambodia. Den skole vi sejles over til har en tyk dreng i klasen, og enkelte – ikke mange – lidt rundere ses paa gaden.
Men de arbejder ogsaa haardt, for familiens skyld. 
De (bittesmaa) 3.-klasses-elever sidder paent ved deres pulte og skriver snorlige og sirlige gangestykker med tekst til i deres haefter. 
Og det selvom laereren ikke er kommet og vi staar mellem dem og glaner og fotograferer.
Så pænt skrev jeg i hvert fald ikke da jeg gik i 3. klasse.
Frokost i skyggen i haven af et gammelt kinesisk gods, nu landbrug. 
Den bedste vietnamesiske mad vi endnu har fået. 
Det viser sig at hende som bragte os maden er husets frue. Da vi betaler for vores drikkevarer bemærker hun på vietnamesisk at vi godt nok har mange småpenge. Hun er åbenbart kun vant til at håndtere store beløb 😉
No comment so far