På den sidste del af den lange, dansende tur fra Siem Reap til Phnom Penh fortæller Sinat sin historie. Om Khmer Rouge, om at se sin Far ført bort og myrdet og om at blive splittet fra sin familie uden at vide hvor omom de er i live i processen da Pol Pots regime sendte alle de “parasitiske byboere” – læger, politifolk, lærere, folk med briller – ud i landdistrikterne for at arbejde i marken.
Om sult, om at genfinde sin Mor (han var 5!) og om først et dusin år senere at høre at hans ene bror var i live i USA, men så ikke at kunne have brevkontakt med ham ud under det kommunistiske styre.
Roligt og afklaret fortæller han – med glimtet i øjet dæmpet lidt ned men de hvide tænder smiler stadig ud ind imellem, når han fortæller om at lære de første brokker engelsk af FN-tropperne, om at snyde sig til at lytte med ved undervisningen også på de dage hvor han ingen penge havde at betale for den med, om at blive guide, få telefon, blive gift.
(med hende her:)
Jeg lytter intenst, nærmest suger hans historie op, for jeg kan jo lide ham, Sinat, og vil gerne kende ham. Men jeg føler mig som en snylter – for mig er hans grumme historie en oplevelse til mig, den rige turist. En del af sig selv han sælger som sin levevej. På den anden side ved jeg jo godt at hvis ikke jeg kom og betalte for at lytte og lære om hans land vile de være endnu fattigere her. Men et eller andet her er ikke helt kosher.
Dagen efter besøger vi Tuol Sleng, tidligere gymnasium, under Pol Pot konverteret til torturcenter. Gruppen bliver stille og Tran har en hørlig klump i halsen som han oversætter lokalguidens ord. Ubegribelige ord om lænker, små rum, indespærring, tilfældige mennesker torteret i uger og måneder til de døde af det, af sult eller ved nattetide blev kørt ud til slagtemarkerne og brutalt hugget ned med økser, skarpe palmegrene eller bambusstammer, smidt i massegrave og drysset med kemikalier så de ikke skulle lugte og de der ikke var helt dode ville forgiftes ihjel.
Jeg havde da hørt lidt om Cambodias grumme historie inden jeg kom herned, vidste at Pol Pots regime slog mindst 1/4 af sin egen befolkning ihjel på de 4-5 år han var ved magten. Men noget helt andet er at se!
Opmurede cellevægge i klasseværelser, 2×0,8 m til hver fange, blodsprojtene på det hvide celleloft, 
30 år gamle og går ikke af. Pigtråd for svalegangene så kvinder og børn på 2 og 3 sal ikke kunne begå selvmord ved at springe ud. 
Torturredskaber. Billeder af fangerne – et på deres ankomst, bagbundne, et inden de sendtes på lastbil til slagtemarken. Jo vigtigere person, jo større billede. Død, tortur og “tilståelser” dokumenteret i vanviddets omhyggelighed.
Billeder af bødlerne – mænd og kvinder, børn ned til 13 år begik disse grusomheder. Med hænder – ligesom mine
– begik de dem. 17000 mennesker røg gennem Tuol Sleng på dets 4 ar som “sikkerhedscenter”. 7 overlevede – de der var der da den vietnamesiske hær befriede Pnomh Penh.
Vi er stille nu. Som jeg går gennem rummene med billeder bliver kvalmen til svimmelhed og prikker begynder at danse i udkanten af mit synsfelt. Dumstædighed holder mig oprejst og spadserende – det ville være næsten blasfemisk at dejse om her, hvor så mange har lidt.
Så bliver vi kørt ud til den slagtemark nærmest byen – denhvor alle ofrene fra Tuol Sleng endte. Over 300 sådanne marker har man fundet i Cambodia indtil videre, og flere dukker stadig op.
Et puklet landskab med spredte træer. 
Fordybningerne viser sig at være tømte massegrave, nu halvt fyldt op af regnvandets erosion. 86 af dem fundet på denne mark indtil nu, med flere hundrede i hver. Overalt hvor vi går stikker tøj op af jorden som afdækkede rødder – ofrenes. 
Knogler vaskes stadig frem i hver regntid og et halvt hundrede massegrave på den anden side af floden er endnu uåbnede.
Guiden, Sophia, viser os træet, der da hun var her i 1980 ingen bark havde i knæhøjde – børn slog man ihjel ved at svinge dem i benene og slå deres hoved mod træet.
Og træt hvor megafonerne med den meget høje musik hang, så omkringliggende beboelser og ofrene – ca 200 pr. nat – ikke skulle opdage hvad der ventede dem.
Midt foran gravlandskabet er der rejst en stupa (sten over de døde) og den er fyldt op af kranier – alle de 8000 man indtil videre har fundet her. Hun viser det hele roligt frem med sin tydelige og behageligt modulerede guidestemme og gentager “Please take photo”. Det virker så upassende men vi tager billeder alligevel siden hun instisterer.
Solen brænder ned og mine støvede fødder træder omhyggeligt uden om en slidt grøn lærredsskjorte der er halvt afdækket på stien foran mig. I det tørre græs bag stupaen står en række små træer med blomster øverst i kronerne og ingen blade. 
Som offergaver ligger nedfaldne, perfekte blomster på græsset under dem. 
Frangipani lærer jeg, og det er dem der laver duften på vinden jeg anede i Angkor.
Tænk at de kan leve sammen! Tænk at de smiler, vil fortælle, lever med at Pol Pots ideolog nu er medlem af regeringen. Den bitterhed jeg forventede ser jeg ikke, og uforstående undres jeg over hvordan bødler og ofrenes familier kan leve sammen, hvordan al den grusomhed kan huskes og tilgives.
No comment so far