Harpiks og rismel – ja begge dele laver da klister. Men derfra til at finde på få det til at binde murstenene bedre sammen ved at tænde et stort bål rundt om hvert tårn når det er færdigopført, men inden stukken kommer på – hvordan kommer man på det?
Det står her endnu, Preah Ko, omend ikke helt i samme fine stand som de senere sandstenstempler – tidens tand gnaver hårdt i mursten når man ikke kan bage dem hårdere end 800 grader.
Slanger, løver,
elefanter i sten – alle symboler på kongens magt. Indtil videre de elefanter jeg har været nærmest på.
Naga, den tre (fem eller syv)-hovede slange, symbolet på vand – så nødvendig for landbruget her ses på de traditionelt udformede tage.
En mand får sit uheld drevet ud og over i en melfigur af sig selv. Med messen, raslen af kastede riskorn og viftende duft af røgelse sender munken dårligdommen over i figuren på bakken, mens mandens Mor beder ved siden af. 
En nonne bærer bakken væk, ud i marken til hvad der nu bliver et tabu-sted. Bagefter kalder hun med klar, høj stemme mandens sjæl tilbage til hans krop, så den igen kan tage den i besiddelse og have kontrol over den.
Bumple, bumple, bumple, hele den i virkeligheden ikke specielt lange vej fra Siem Reap til Phnom Penh. Men de 350 km tager os næsten 6 timer – Cambodia er først nyligt blevet motoriseret og hverken biler, cykler, de mange knallerter eller vejforholdene er til hurtig trafik. Hver gang vores (i øvrigt gode og omhyggeligt forsigtige – den eneste hårde opbremsning var da en radmager ko ikke rigtig ville gå af vejen) chauffør overhaler nogen dytter han i advarsel (til trods for at vejen de fleste steder her er _meget_ lige og med langt udsyn) – så uvante med det er de her.
De steder hvor udlændinge har sponsoreret vej er den god, asfalteret og bred. Men der er nu ellers ikke mange asfaltveje i Cambodia, de har ikke råd, og de der er har huller. A dancing road/a massage road siger vores lokalguide Sinat med glimt i øjet.
Pyh! 6 timer er lang tid for ens blære at være afhængig af andre menneskers tidsplan. (Men det er nu også det indtil videre eneste jeg har at beklage mig over 🙂 ) Især når man har en blære på størrelse med en valnød, det er lige efter frokost i en hoppende bus efter man har drukket fornuftigt (som man jo skal i varmen) hele formiddagen.
Med dårlig samvittighed må jeg bede om et stop efter knap 2 timer. Jeg får at vide at det bestemt må være fordi jeg drikker vand og ikke den lokale Angkor-øl som de andre 😉
Surrealistisk at være i et land hvor man ikke bare kan stoppe og tisse i en vejkant – der er landminer alle vegne, især i landdistrikterne.
Her må I desværre undvære et billedet. Lige installeret på hotellet i Siem Reap ringede min telefon bedst som jeg havde kommet fødderneop i håndvasken. Vores to (mandlige) guider skulle dele værelse for denne nat – og de havde faæt et med dobbeltseng. Jeg byttede selvfølgelig gerne (mere plads for Leoparden og jeg at brede os på 🙂 ) og som tak inviterede de mig med dem ud i byen.
Så jeg kom ganske uventet på hyggelig ekstratur med tuk-tuk (motoriseret rickshaw) ned til havnefronten til en cocktail med to guider helt for mig selv, begge asiater og den ene endda indfødt. Spændende sådan at høre på mere privat plan fra Sinat
(det er ham her:)
om livet i Cambodia.
Da klokken narmede sig sovetid halede han os med ud at spise suppe et lokalt sted. Og det er så her I må undværet billeder, for kameræt var ikke med. Det var en af de snesevise lokale restauranter vi har set langs vejene, med den ene side åben ud mod vejen, slidte plastikhavestole og fedtede Knorr-reklame-plastikduge på bordene. Aldeles fuld af rigtige cambodianere (altså den slags der ikke får penge for at vise deres fattige hjem frem for turisterne). Sinats ven og hans tante hilste straks velkommen (ikke at jeg forstod et pluk, men de smilede, lo småsnakkende og trak en stol ud til mig 🙂 ) og et gasblus, en gryde suppe med kødboller samt en hel bakke med grøntsager og nudler til at koge i den ved bordet blev båret frem.
Der lugtede lidt muggent fra kloaken under rendestenen, brugte papirservietter og andre spændende sager lå smidt på fortovet mellem bordene og bordet lignede ikke noget man skulle røre ved hvis man havde planer om at gnide sig i øjnene eller pille grøntsagsstumper ud af tænderne bagefter.
Men det var fantastisk! Imødekommende, venligt, ægte og fremmedartet. Og dog ikke – at samles og dele et måltid har samme associationer blandt alle folkeslag.
Så kan man da sige at jeg har smagt den lokale mad. Hvis ikke jeg havde set den stå der på bordet og koge er jeg ikke sikker på det havde været en god ide. Til de interesserede kan jeg berette at suppen var fin, kødbollerne fæle og med brusk som dem de laver i Japan, kålen og bladgrøntsagerne (af i Danmark ukendt art) var aldeles lækre. Strimlerne af komavesæk kan derimod ikke anbefales – de smager ikke grimt, men er sværere at bide over end et tykt gummibånd og har nærmest fimrehår på den ene side.
Det var dejligt! Spændende. Og et af de indblik i befolkningen man som turist sjælden får uden at have en lokal som Sinat med. Alle de 3 manglende timers nattesøvn værd! Tran, vores dansktalende guide sagde i dag at vi kunne prøve noget lignende i Vietnam hvis jeg havde lyst. Jeg hoppede straks af begejstring og håber der bliver tid 🙂
No comment so far