Siem Reap, Cambodia – kølig morgen. Inden den er slut har vi set vores første tempel
Banteay Srei – de smukke kvinders tempel, navngivet efter de fine, fine relieffer (de startede med at skære i træ og skar senere sandsten efter samme princip – dybt, snirklet og sirligt),
mange af nymfer (den hinduistiske variant altså).
Dyb, dyb fattigdom i landsbyerne langs vejen. Der koges palmesukker 
og sælges små, søde bananer og simpelt kunsthåndværk af polerede kokosskaller og flettede palmeblade. Her er hverken rindende vand eller elektricitet og man kan se ned mellem gulvbrædderne i det hus vi inviteres ind i, ned til stykket i skyggen mellem husets pæle (de har en vældig våd regntid her) hvor vandbøflerne søger ly for solen i de varme(re) og fugtige sommermåneder.
Palmesukkeret udvindes af palmens aflange blomster, som trykkes mellem to stave:
Saften koges derefter ind i et stort kar, til den er tyk nok til at stivne og karamellisere.
Den del af saften der ikke er plads til i karret må opbevares andetsteds så længe, i hvad beholder man nu har. Ikke sjældent er det rester af raketstyr, bazookaer og andet godt i samme stil.
Jeg lærer nye ord: Anatolyse (opfundet af franskmændene, men det lyder græsk. Jeg savner lidt min fremmedordbog): Det at restaurere ud fra de oprindelige dele og kun erstatte med nye, tilsvarende materialer vis noget er gået tabt, og da altid så diskret som muligt. Vellykket 🙂
De smiler, alle menneskene som ingenting 
har. Vores (glimragende!) guide fortæller at inde i byen bor de rige – de smiler ikke og har bodyguards til at tale for sig
Haris på 12 sælger mig postkort da hun ved Angkor Wat 
ser mig gå væk fra gruppen – målrettet som en kat der tager dyret i udkanten af flokken. Hun går mig knap til brystet, har ingen sko og hendes tøj er gennemtrængt af det allestedsnærværende Cambodianske støv. Også hun smiler og råber “God bless” da jeg går tilbag mod flokken.
Inden jeg når de sidste 100 meter derhen passeres jeg af to lidt mindre småpiger på en cykel i fuld fart. Den ene råber “Bye-bye, you so beautiful!” til mig idet de suser forbi. Konstrasten til Danmark (en usseltvejrsdag) er skarp i alle sanseretninger.
Jeg har været her en dag, og her er rødt og støvet, med klar blå himmel. I mit sind ligner det Windows-skrivebordsbaggrunden med rødt sandlandskab og blå himmel.
Markerne er fyldt med udtørrede stubbe (fra ris), kun de høje (teak)træer (jeg vidste ikke før nu at træer der vokser vor der altid er varmt ingen årringe har, men det giver mening) er grønne. Der er sine steder en flygtig planteduft på vinden – klar som kamfer men mere blid, dejlig og subtil – så drilagtig at jeg aldrig helt bliver klar over om den virkelig er der.
Måske er det duften af Cambodia en måned inden regntiden – ligesom Grækenland om sommeren dufter af stærk salvie og Danmark i regntiden lugter fugtigt og rart af våd jord og visne blade.
Jeg orker ikke altid at sige noger – gad vide om de andre tænker på mig som “hende den måske-sure der aldrig siger noget”. Men hvor jeg dog orker at se!
Mine øjne er ganske trætte nu, ved dagens slutning, som jeg sidder på bordet i badeværelset med fødderne i håndvasken og blokken i hånden.
No comment so far