En smuk morgen. Bussens vuggen luller mine anstrengte, trætte øjne i, selvom dagen er frostklart snespættet, højhimlet og spejlglat, med ferskenfarvede vattotskyer som solen står op over skoven bag mig og bombarderer mine øjenlåg med gyldent, skarpt morgengry.
Kontakt.
Øje til øje.
Hud mod hud.
Talestrøm i begge retninger.
3-4 forskellige mennesker, hver sin lise for min sprukne sjæl.
Ny medicin, et nyt sæt bivirkninger. Håndrysten, skiftevis sveden og gåsehud, mave-øm boblen-og-syden, hjertet slår som en tromme, dumpt og højt, rammer ribbenenes resonansfrekvens og runger i hele kroppen. Medicinens kemiske hjernefiflen har spist min søvnighed – jeg kan falde i søvn hvis jeg ligger stille længe nok, men vågner igen efter en halv time hver gang, ingen søvn uden kunstig hjælp på denne medicin. Tanken om at være afhængig af sovemedicin for at kunne få hvile huer mig ikke, skurrer mig mentalt mod hårene. At det er midlertidigt gør det lidt bedre. Lidt.
Men det er en pris jeg alt sammen gerne jeg betaler hvis bare de sidste 3 ugers synsforstyrrelser forsvinder helt. Jeg læste en halv avis i dag inden øjnene blev ømme og sylen i venstre tinding og kæbe kom tilbage, og håber forsigtigt på mere i morgen.
Tom Cruise i katolsk præstekjole og kalot. Lidt senere i mishandlet læderjakke og stram t-shirt. Han må nu stadig gerne spise mariekiks i min seng 😉 Og i øvrigt vil jeg have sådan nogle muskler! Det er muligt at det halve af det er filmtricks men måden det ser ud når han spurter! Som om musklerne er pålidelige, en velsmurt maskine der kører, vedblivende, stærkt og stabilt. Jeg er misundelig. Hvor anskaffer man sig (viljestyrken til at oparbejde) den slags henne, hvis ikke man er filmstjerne der bliver betalt for at buffe op?
No comment so far