Der er ingen ende på hvad jeg kan planlægge når jeg ligger i mørket under dynen om aftenen, inden søvnen tager mig. Måske er det derfor jeg orker at føre så fortvivlende lidt af det ud i livet dagen efter?
Rokke – rokke – rokke. Gyngestolens vippen dulmer min synsforstyrrede hjerne. Når jeg gynger er der ingen tvivl om hvorvidt verden bevæger sig.
Salomons Segl. Jeg skiftevis ser på skærmen og hviler øjnene mens fingrene taster. Selvom jeg efterhånden kender historien, er der glæde i, selv i denne tilstand, at kunne være til lidt nytte. Korrekturlæsning og flabede spørgsmål magter jeg stadig 😉
Appelsinen på tallerkenen foran mig synes kæmpestor. Jeg brækker en båd af, tygger langsomt og mærker den bliver til en brosten på vej ned gennem halsen inden den rammer mavebunden.
Ser “Forbrydelsen” og bliver budt ostechips der smager fantastisk i min mund. For en stund er der glæde, jeg er helt væk i fiktion og krydret fedt.
Træt og kold, helt energiforladt. Mine hænder ryster og jeg er svimmel til morgen. Det er dejligt at se jer, men der er altid en pris. Får taget blodtrykket – det er ok, så det er (som forventeligt) hjernen der er i udu.
No comment so far