Det er den første jul jeg kan huske hvor jeg ikke fik en eneste blød pakke. Det plejer ellers primært at være beklædningsgenstande der ender under træet til mig.
Til gengæld har jeg fået fine ting – nogle efter ønske, nogle af inspirerede gavegivere.
Tidligere har jeg aldrig helt forstået hvad der kunne få folk til at betale 2-10 gange så meget for en bestemt thekande/bageform/bestikserie/… frem for bare at købe standardudgaven fra supermarkedet – i langt de fleste tilfælde er der jo ikke stor funktionel forskel, kun forskelligheder i design og navn. En gaffel er en gaffel er en gaffel, så længe den har en lille håndfuld tænder og passer til mundstørrelsen.
Men jeg har opdaget en sær glæde ved tingene. Jeg forstår det ikke helt, for de er jo bare… ting. Køkkenredskaber. Spiseværktøj. Som det røde, ildfaste fad jeg allerede har fortalt om.
Så nu kommer de her – nu eller senere – hver gang ejerskabsglæden funkler.
I dag dette her – lavet til vin, men her fyldt med solbærsaft. Fra Nationalmuseet, kopi af et 1700-tals glas.
No comment so far