Ro er den stille klikken af tastaturet under Pelles fingre.
Eller i bilen med Daniel – jeg ved at han gør det han helst vil, nemlig kører bilen, og jeg gør det jeg helst vil, nyder at sidde ved siden af og stjæle et øjeblik i limbo. Tryghed og omsorg, indpakket i varmen, musikken og mørket – en usagt fornemmelse af at han nok skal tage sig af mig, selvom det er mig der er “den store”.
Ro er lyden af Nis rolige vejrtrækning som han sover middagslur lige ved siden af mig.
Og fornemmelsen af barnehånden der overbærende rækker ud og aer min som jeg glider ud over søvnens skrænt, Christoffer ved godt at søsteren bliver træt mens hans B-menneskeinstinkter stadig siger det er aften, endnu ikke nat.
Men når jeg vågner klokken 4, uudhvilet og fortravlet uden at vide over hvad, er den væk. Når jeg kommer hjem i mørket (mørket er nu ellers rart, meget rarere end de grå dage vi har for tiden) og sætter tasken er roen spist af en ren baroksk horror vacui.
Når jeg uundgåeligt ind imellem ser mig selv reflekteret i en rude eller et spejl, og ikke når at bortmane tanken “mon hun forsvinder helt, hende stregen derinde” inden den opstår, trækker roen sig tilbage, ud af rækkevidde. Når jeg ikke overkommer ting jeg plejer at kunne, når selv ubetydeligheder snubler mig er den aldeles uopnåelig.
Uden ro ingen hvile. Jeg er så træt.
No comment so far