Først et fra onsdag aften, hvor jeg og min forkølelse svælgede i
Stargate (p.t. sæson 9, Beachead) for at bortjage alenedæmonerne:
“Daniel Jackson: Vala, this is a military vessel.
Vala: I know, darling. I’ve stolen it before.”
Jeg var nær blevet kvalt i mit grineinducerede hosteanfald. Måske nok
sjovere i kontekst, men jeg kan se at jeg ikke er den eneste det morede.
Og en noget anden genre: Her til morgen i Politikens bogtillæg:
Når man nærmest har alt (af Peter H.
Olesen)
Sidder her og keder mig
På et temmelig højt niveau
Der er ild i cigaren
Og vinen i glasset er fra Bordeaux
Sidder her og hygger mig
I mit helårs hi
Drømmer søde, nostalgiske drømme
Om nedstyrtende nybyggeri
Og hvad kan man ellers drømme om
når man næsten har alt?
Og hvor går man hen
Når man endelig er nået frem?
Sidder på terrassen og slumrer ind
til solsortens solosang
Udsigten her er næsten for meget
Som en kitschet Krøyersolnedgang
Sidder og stirrer mæt og tilfreds
Ind i et køleskab der er fyldt
Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal
have det så godt
Men det er vel løn som forskyldt
Og hvad skal man så drømme om
Når man nærmest har alt?
Og hvor går man hen
Når man endelig har fundet hjem?
Her kunne jeg sige nogle ting om friværdi, middelklasse, mangel på
mening i livet og en total mangel på taknemmelighed, men jeg synes
egentlig teksten taler så fint for sig selv.
Den passer ikke just på mig (endnu?) – for mig er det stadig klassikerne:
tal ikke til mig. (af gustaf munch-petersen)
saa stille
saa stille –
tal ikke -!
meget meget forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget -,
og alene maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget –
endnu har jeg ingenting fundet –
jeg har hverken
fundet mit hus
eller min elskede
eller mine marker –
de maa være
et sted, hvor jeg endnu ikke har været –
jeg har allerede gaaet meget længe –
maaske har jeg meget længe
endnu at gaa –
og helt alene maa jeg gaa
og saa forfærdeligt forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget –
men jeg maa jo
finde et sted at være –
jeg maa jo have et hjem et sted –
jeg ved jo,
at jeg har mit hus
og mine marker et sted –
min elskede kan jo ikke vente altid –
jeg har allerede gaaet meget længe –
tal ikke til mig –
hvis jeg har alt for længe at gaa endnu,
blir det maaske for sent –
stille – stille -!
jeg maa
finde mit hjem –
(Og sig så ikke at man ikke får noget ud af at skrive stil! Digtet var
med i et stiloplæg til danskeksamen engang. Det rørte mig øjeblikkeligt
da jeg var 15 og har gjort det lige siden.)
Ekbátana (af Sophus Clausen)
Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
undfangede Drømmen og søgte et Rim,
hvis Glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
som naar Solen gik ned i Ekbátana.
En Spotter gav mig med Lærdom at ane,
at Vægten paa Ordet var Ekbatáne.
Den traurige Tosse, han ved ej da,
at Hjærtet det elsker Ekbátana.
Byen med tusind henslængte Terrasser,
Løngange, svimlende Mure – som passer
der bagest i Persien, hvor Rosen er fra,
begravet i Minder – Ekbátana.
Hin fjærne Vaar, da min Sjæl laa i Kim
og drømte umulige Roser og Rim,
er svunden, skønt Luften var lys ogsaa da,
som den Sol, der forsvandt bag Ekbátana.
Men Drømmen har rejst sig en Vaar i Paris,
da Verden blev dyb og assyrisk og vis,
som blødte den yppigste Oldtid endda …
Jeg har levet en Dag i Ekbátana.
Min Sjæl har flydt som en Syrings af Toner,
til Solfaldet farvede Parkernes Kroner
og Hjærtet sov ind i sin Højhed – som fra
en Solnedgang over Ekbátana.
Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift?
hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra?
En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift
paa dit Dronningelegem – Ekbátana.
Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,
al Livets Vellyst – hvad var den da?
Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt
ved en kongelig Fest i Ekbátana.
Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt
en dybere Lykke, end nogen har tømt.
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
? jeg har levet en Dag i Ekbátana.
Har vi mon ikke alle det? Desuden et rigtigt digt for rollespillere,
forfattere og andet fantaserende godtfolk med eget paradigme: “Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt en dybere Lykke, end nogen har tømt.”
Nemlig.
No comment so far