Da jeg var lille – i den alder hvor “Mor” og “mad” er svære ord havde jeg en bog der hed “Jeg kan”. Om en tumling som beretter – viser det sig gennem bogens ikke-så-mange sider – at hun kan både skubbe sin dukkevogn, spise med ske og andre væsentlige færdigheder.
I dette land er det ikke rigtig tilladt at sige “jeg kan” når man er ret meget mere end 3 eller 5. Man må ikke slå på tromme for sig selv – højst hvis man søger et job, og så er det jo alligevel kun en HR-person og et par ansatte der får ens upassende skriftlige selvhævdelser at se.
Men nu gør jeg det alligevel, sådan rent undtagelsesvist. Mest fordi jeg selv blev lidt forbløffet over hvordan tingene var placeret i mit hovede. Mange færdigheder undres og glædes man jo typisk ikke over når de lykkes – hvis jeg bager en indviklet kage, syr noget der passer eller kokkererer uden at komme til skade er det en selvfølge – når jeg går igang synes opgaven hverken større eller mindre i mit hovede end den virkelig er.
Andre opgaver derimod kan synes overvældende – sikkert grundet manglende øvelse.
Så efter weekenden ville jeg bare gerne have lov at sige “Jeg kan”
Jeg kan køre med trailer (omend ganske vist endnu ikke bakke med den) – men nu er jeg jo også jyde 😉
Jeg kan hjælpe Nis med flytteforberedelser fra det der engang var vores fælles hjem – ikke uden tristhed, men jeg gør det med glæde.
Jeg kan slibe, bejdse (bejdse er så meget nemmere end maling!), lakere og bortvise træorm med ikke-ubrugeligt resultat.
Jeg kan 🙂
No comment so far