Det var alle sjæles nat i den forløbne uge. Jeg havde ganske vist hovedet fuldt af eksamenslæsning (det er tømt nu, jeg bestod svineheldigt eksamen 70-536 igår, hurra for multiple choice, og er nu den heldige indehaver af min første MCP. Mit hovede har selvsagt lige siden været i fuld gang med at tømme sig for al viden om WindowsPrincipals, globalization, configuration management, code access security og meget mere. Ting man ikke bruger i sit daglige arbejde er temmelig spildt.) Men det var nu egentlig ikke det jeg ville fortælle om.
Ved sengetid alle sjæles aften lagde jeg den store tunge røde 70-536-bog væk, og tændte et jomfrueligt hvidt og stearinduftende nyt lys ved sengen.
Lunt under dynen i skæret fra dets lille flamme huskede jeg dem jeg har mistet – lod dem danse for mit indre blik og lod mig synke ind i den følgende vemodighed for denne ene nat.
Jeg husker Olde, hvis begravelse var den første jeg oplevede. Jeg husker hendes gåpåmod og villighed til at bære med godt humør på trods af sygdom på sygdom. Jeg husker hende kalde mig sin lille guldklump inden jeg forstod hvad det betød, kun at det var noget godt, at hun var særligt glad for at se mig. Jeg husker weekendeftermiddage med Far på besøg i hendes beskyttede lejlighed – en kokon af kaffehygge. På sin vis er hun skyld i min eksistens. Min Mor var 19 og au pair i USA, min Far savnede hende slemt. Han havde ingen penge, men en meget forstående mormor, hvis særlige yndling han var. Han skrev (lyder fortællingen): Kom hjem Anne, jeg savner dig sådan. Olde og jeg betaler billetten. (Ja det var inden Skype – der havde jeg det nu noget lettere med kontakten hjemtil da jeg var på den anden side af havene) Min Mor kom hjem, og kort tid efter fejlede et kondom. Vupti, min indtræden i verden var sikret 😉
Jeg husker Bedstefar, maskinmesteren, som lærte mig at lave papirflyvere og flyve dem tværs gennem stuen længe inden jeg var stor nok til selv at kunne skrive mit navn på dem. At ligge på hans mave i hængekøjen på sommerdage og lege at vi sejlede til fremmede lande, ligesom han gjorde på sit arbejde. Den særlige, hyggelige lyd af Bedstefar som spillede harmonika en sen lørdag aften, hvor alle de voksne hyggede og sang om bordet mens jeg og de andre børn lavede ballade og legede rundt om. At han var morgenmenneske, ligesom jeg, og at vi kørte vidt omkring efter morgenbrød i det tidlige daggry. Længe inden Bedste, som først blev levende efter en hel kande kaffe var stået op og til at lege med.
Det var også ham der lærte mig at binde trompetstik, at lave æggemadder i marcipan (for ingen jul uden konfekt formet som oste- og spegepølsemadder, vel?), og at brænde en gammel telefonbog i kaminen så den bladrer gennem alle siderne af sig selv mens den brænder. Bedstefar kunne ordne alting, og hvis ikke, så kunne han med hjælp fra alle de spændende ting i sit værksted.
Jeg husker Misse, min dagplejemor da jeg var lille, min ekstra Bedste. Hvordan hun altid havde tid til at få besøg, til at spille kort eller gå tur, drikke ice cream soda (en fortræffelig drik, Misse stod i mejeri en gang i sine unge dage) eller bare have mig med i sin hverdag. Hun fortalte om “gamle dage”, altså da hun var ung ;-), lærte mig at spise sukkermadder og om ting jeg først senere rigtig har værdsat – som “Høflighed koster ingen penge”. (Lige op på siden af den kommer “Hvad skal jeg gribe og gøre i, min kop står der smør i” 😉 ) På mørke dage husker jeg glæden ved at stå ud af bussen eller komme op ad stien og mødes af hendes smil – den gensidige glæde ved den andens selskab på trods af aldersskel, også da jeg blev 15, 18 eller 22.
Den ene ting jeg fortryder smerteligst i mit (endnu ikke så lange) liv er at jeg ikke fortod hvor syg hun var, og derfor aldrig nåede at besøge hende og sige farvel inden hun døde. Så på sin vis er det også hende der har lært mig at nogle gange får man en, og kun en chance for at gøre det rigtigt, når den er forbi kan nok så mange ønsker og tårer ikke gøre det om.
Sammen med Misse husker jeg Ove, hendes mand, min ekstra bedstefar. Han var skorstensfejer, og en sand mester i sandkasse. Det var som regel hans barndomsby, Snejbjerg vi byggede, og mange historier fulgte altid med. På regnvejrsdage kunne han som ingen anden farve jævnt og inden for stregerne i en malebog – noget der virkelig imponerede den 7-årige Terese 🙂 En voksen mand, ikke min Far, som havde tid og lyst til at lege! Rimet om at “Den som træder på stregerne kysser skorstensfejerne” lød aldrig rigtig så slemt i mine barneører 😉
Moster Tik-Tak, med uret i en kæde om halsen. En dame (en af de eneste damer jeg har kendt) med stil og en tilsyneladende uudtømmelig hjælpsomhed. Hun bagte de mest fantastiske kanelsnegle (søg på moster), fodrede tusind af kvarterets katte udenfor lejligheden med de stillige møbler og havde den mest fantastiske juletræspynt. Og hvor var hun rar og god til at lege 🙂
Sidst, ikke mindst, husker jeg Bedste. Fornemmelsen af at sidde på hendes skød i det tæppe hun hæklede da jeg var spæd, lunt i arme lørdag efter middagen mens de voksne snakkede. At hun med stædighed kunne alting selv (min Bedstefar sejlede jo) og viste mig hvordan man fletter og hækler og bager nøddekager og 1000 andre ting.
Da jeg var 17 og desperat ønskede mig sort sengetøj(!) gik hun i alle butikker i byen for at finde det. Det er nu slidt næsten skinnende og helt blødt, og jeg sender hende stadig en kærlig tanke hver gang jeg kryber ned i dets omfavnelse.
Jeg husker hende som stærk, spinkel (hvis man lever af rødvin og cigaretter er det ikke meget huld man opbygger) og stædig. Jeg ser hende skinne igennem i min Mor, stærkere som årene går.
Bedste havde en hel speciel, sært tiltalende duft af cigaretrøg og sæbe. Længe efter hun var død sad den stadig i hendes fleecetrøje, den hun brugte for ikke at frådse med varmen. Bizart hvordan næsehukommelsen og hjernens viden kan mismatche – “lige her” og “død, kommer aldrig tilbage” i skærende skarp kontrast.
Jeg vågnede ved femtiden, som lyset netop var ved at brænde ud. Lunt i glæden ved ikke helt endnu at skulle op lod jeg dem danse en sidste runde, og gav så slip, igen. De er der jo, i mig, allesammen. Oves spøgefuldhed, Bedstefars historieinteresse og værdsættelse af sort ironi, Misses gammeldags høflighed (til tider i hvert fald 😉 ) og Bedstes stædighed. Engang imellem er det bare nødvendigt at tage dem frem – ikke for længe, for trist er det at savne – lige længe nok til at mærke dem igen, huske duftene, stemmerne, øjeblikkene og vide hvor jeg kommer fra.
[…] Det er ikke første gang – fra et andet år kan du læse her […]