Så, nu må jeg hellere få nogle billeder ud, inden de ender i glemsel et sted på min harddisk. Og det første her kan jeg særlig godt lide, så det går ikke.
Set ned fra tagterrassen første aften mens vi trætte venter på at vores kufferter skal ankomme.
Til trods for nattens søvnløshed vågnede jeg urimeligt tidligt, og efter tålmodigt at have været stille for ikke at vække de andre indtil omkring ved solopgang gik jeg en morgentur.
Da jeg kom ned til svømmepølen var solen stået op og der var det nydeliste lys og fuldmånen på vej ned.
Tilbage ved vores bungalow mødtes jeg af den øreløse kat
som straks viste sin inderlige ligegyldighed over for mig (jeg havde jo ikke noget mad med) med et grundigt morgenstræk og et gab.
Senere på dagen da resten af selskabet efterhånden var kommet op, og Christoffer og jeg havde læst et par kapitler af Jon Bings “Azur” (en favorit fra da det var mig der var 10) kom det for dagen at Lasses shorts havde mistet en knap. Da han stædigt insisterer på at være analfabet når det gælder nål og tråd var det heldigt at hans søn har haft håndarbejde i skolen og var villig til hjælpsomt at klare det i en ruf.
Senere på dagen var Lasse, Daniel og jeg med på en gåtur op til Mellieha, den nærmeste by. Den smalle sti bugtede sig op mellem de små, stendigeafgrænsede marker, møjsommeligt vandet med vindmøller og regnopsamlingstanke.
Undervejs fortalte guiden os om planterne omkring os. Blandt andet de spiselige figenkaktus 
(de smager som en af den slags grøntsager ens mor insisterer på man spiser op. Fæl på en rosenkål-krydset-med-bitter-agurk-måde. Heldigvis var kaktusfigenlikøren hun også havde med væsentlig mere appetitlig. Selve planten må kvæget for min skyld gerne beholde – de bliver nemlig fodret med dem de stakler.)
Derudover voksede der anis alle vegne, og minsanten om vi ikke også fandt en vildtvoksende Daniel.
Udsigten og skyerne var vældig fine efterhånden som vi kom op i højden.
Oppe i byen kom vi forbi en kirkegård – eller hvad det nu hedder. For jorden er så stenet på Malta at man begraver folk centralt på specielle steder nær de store byer (de er jo katolikker, så de bliver typisk ikke brændt), og så blot har et sted med mindeplader i de mindre byer. En minde-gård?
Vi kom også forbi kirken, (bemærk at dens kuppel har rødt tag – det har de næsten alle sammen, de blev malet røde under krigen, for at undgå at de blev bombet)
med dette ur
og lærte at stort set alle maltesiske kirker har to ure: Til højre for døren et almindeligt ur, Guds ur, så han kan se hvornår menigheden er i kirke (da han antages at være alvidede skulle man igrunden tro han vidste det i forvejen) og til venstre for døren et ur som dette, djævelens ur, så han bliver forvirret og ikke kan finde ud af hvornår det er.
No comment so far