Nu er jeg gået forbi det hver morgen hele sommeren på vej til arbejde. Det stod der med de lyse morgeners solstråler spillende hen over sig, og råbte at jeg skulle huske mit kamera.
Det gjorde jeg endelig, omend morgensolen allerede står noget lavere på himlen nu end i juni, og her er det så:
Et springvand som noget lige ud af Starship Titanic.
Enhver kan have brug for lidt Douglas Adams-magi i hverdagen, og her er så min stump, som endda kan ses ud af mit kontorvindue 🙂
Tykhovedet som jeg er var det ikke før jeg nævnte det for en kollega at det gik op for mig hvorfor der lige står et springvand af et tog der. Hvis man går lidt tættere på – og altså over på den side af vejen hvor jeg sjældent har noget ærinde står det endda på det:
“Frichs” – hvor min Bedstefar engang gik og lavede tog. Så det er meget passende at de tydeligvis stadig er der, togene, nu bare skjulte og underjordiske.
Underjordiske pånær det ene, som triumferende og i en sky af vandsprøjt hver morgen vender tilbage til solsiden og får mig til at smile.
No comment so far