Lyd overalt omkring mig. En fremmed puls trænger ind og overdøver min egen, og jeg er et med menneskemængden omkring mig, en organisme forenet af bassens fælles pulsslag.
Ikke højt og invasivt – jeg har glemt ørepropperne men savner dem ikke – men lige højt nok til at jeg er bevidst om det, til at jeg kan mærke det resonere ikke bare i brystbenet men i hele kroppen.
På min plads midt i menneskehavet er der lunt. Sommeraftenen er blevet kølig, men herinde er luften varmet op af fælles kropsvarme der flyder som blod gennem årer i nettet af plads mellem os.
Ikke at der er meget af den, pladsen. Vi står ikke tæt som i toget i Japan, men dog tæt nok til at man skal passe på hvor man gør af fødder, hænder, arme for ikke at ramme nabocellerne. Kun få maser eller skubber – vi er en hensynsfuld og civiliseret organisme, tæmmet af de samme toner.
Ovenpå stortrommens – mit – pulsslag ligger den blødere, mere levende rytme fra bassen. Man kan godt høre og mærke at det er den, der er musikerens foretrukne instrument, især her hvor den ikke bare kan høres men næsten mærkes fysisk.
Teksterne snor sig gennem min bevidsthed, rundt i kroppen og ud ad munden. Gammelkendte, velkendte, kendte sange med tusinde associationer knyttet til sig: Sommer i Grækenland da jeg var 17 og troede den første kærlighed var for evigt. Syngende at vugge den spæde Christoffer til ro i armene (barnet syntes tilsyneladende lige godt om Sting og “Æblemand”). Mit første bekendtskab med Anne Rices fangende vampyrbøger. Den kedsommelige skrivning af min bacheloropgave – og smagen af de chips der blev fortæret i store mængder samtidig.
Mange andre – den musik der nu indhyller mig i sommernatten har været en del af min væren-til i snart et halvt liv. Når jeg på dybtblå aftener ser op på Månen er det stadig “Sister Moon” der spiller i mit indre (og til de forbipasserendes fortrydelse ofte slipper ud mellem mine læber).
Jeg og alle de andre søanemonceller vifter med vores tentakler, et hav af oprakte hænder, som prøver vi hver især at fange lyden, suge den ind så den kan fylde os helt og flyde over (det ville ikke være så dårligt at have en dosis overskudslyd til en træls og trist dag.), blive det eneste og altovervældende fokus for øjeblikkets eksistens.
Tænk hvis jeg havde opdaget dette her dag jeg var teenager! (Da havde jeg på den anden side ingen penge til koncertbilletter.)
No comment so far