Jeg går ikke længere med ur. Efter mit Moster Tik-Tak ur døde for snart et års tid siden har jeg klaret mig fint med at kende klokkeslettet ud fra computerens ur mens jeg er på arbejde og ignorere det resten af tiden.
Men det slog mig her til morgen da jeg vågnede tidligt for at gå på arbejde i vores røde uge at det jo heller ikke er så svært at undvære et ur, når hjernens tidsfornemmelse – omend ubevidst – har ganske præcist styr på tiden.
For det virker kun ubevidst, i hvert fald for mig. Hvem kender ikke fornemmelsen af at sidde til et møde der føles timelangt, og når det så endelig er forbi, eller man får øje på nogens ur er der kun gået 25 minutter :-/ Næh, det duer ikke hvis man tænker over det.
Men når jeg sover derimod! En ting er at vågne på det samme tidspunkt hver morgen – det vænner jeg mig lynhurtigt til hvadenten jeg ønsker det eller ej, en slags personlig solopgang der altid genstarter mit system på samme tidspunkt af døgnet, weekend, nattevågnen og anden ignoreres fuldstændigt.
Nej det forunderlige er at selvom man (jeg?) sover, ved kroppen godt hvad klokken er. Inden jeg faldt i søvn igår aftes tænkte jeg “Jeg vil vågne klokken halv seks, så kan jeg komme tidligt på arbejde og få noget fra hånden”.
Og her til morgen da jeg vågner og kikker på uret står der 5:29. Ikke mere, ikke mindre. Det er fantastisk, det er praktisk, det er bekvemt og jeg værdsætter det højt, men jeg fatter ikke muk! En ting er at min krop kan fornemme hvornår det bliver lyst og vække mig ved daggry eller noget i den stil, det ville give mening. Men hvordan pokker ved min sovende hjerne at klokken er halv seks?
Kender nogen forklaringen?
No comment so far