I dag var der lune solskinnet og lyde af slidt sne der smelter.
Træernes græne står stadig nøgne mod den blå nordhimmel, rækkende efter de hvide flyspor, men jeg ved at bag deres frosne vinterhud gemmer sig knopper klar til at springe ud.
Jeg havde næsten glemt hvordan det føles når luften ikke er isnende i ens lunger når man går ud. Hvordan byens mennesker smilende går tur med kæresten i stedet for at haste afsted.
Mine vintertrætte lemmer forbløffes af varmen, mit halstørklæde foldes ned fra dets vante plads godt oppe om ansigtet.
Fyldt af solenergi cykler jeg op ad bakken og håber at også jeg har skjulte skud der bare venter på lidt mere varme inden de springer ud.
No comment so far