I sidste uge var det Thanksgiving, som jeg efter at have oplevet den sidste år i USA var så begejstret for at jeg besluttede mig for at indføre til Danmark – eller i hvert fald til familien Damhøj. En højtid hvor man tager hjem til familien, spiser god mad og husker at være glade for at man har hinanden, er sunde og raske og ikke sulter. Det giver god mening, selv i mit forvirrede hovede.
Desuden lader det sig ikke fornægte at her midt i min job-, bolig- og formål-med-livet-søgning er et af de tidspunkter der er mest fred i mit sind når jeg laver mad, og så må man jo gribe hver en lejlighed til at gøre det.
Så efter at Lasse på magisk vis havde fremskaffet en hel kalkun (jeg havde i hvert fald aldrig set en i et dansk supermarked før) og meddelt at den skulle han nok ondulere på sin elskede Weber gik jeg igang med at fremstille resten af balladen.
Efter at have muntret mig i køkkenet nogle timer kom min Mor og dækkede bord, fandt stagen med de lange lys og vimsede rundt og var hyggeligt selskab.
Da Lasse kun har to hænder lånte Christoffer ham et par og bar kalkunen ind. Enten overvejer han vist at spise den selv, eller også er den tung 😉
Det lykkedes faktisk at finde serveringsskåle til det hele:
Fra venstre og rundt fik vi: kalkun, stuffing med bacon, tørrede tranebær og valnødder, ærter, tranebærrelish, æbleglaserede gulerødder, syltede græskar, små hvedehorn, krydrede perleløg og kartoffelmos.
Her sidder de alle sammen og spiser – at have begge sine forældre om bordet på samme tid er nu en særlig fornøjelse 🙂
Da min Far har adskillige søde tænder reserveret udelukkende til tærter havde jeg lavet æbletærte til dessert – ikke at vi rigtig var frygtelig sultne længere da først vi kom så langt. Men det betyder at jeg stadig ikke har fået afprøvet min opskrift på “Sveske Far” (ja, det hedder det altså) – nogen frivillige forsøgskaniner?
I september lagde Christoffer og jeg honningkagedej – rigtige honningkager tager måneder. Da julen jo efterhånden nærmer sin kastede vi os ud i bagningen. 
Jeg er åbenbart ikke bare forvirret men også glemsom for tiden – da vi lagde dejen lavede vi halvdelen med hvedemel og halvdelen med rugmel, men da vi krydrede den inden bagningen havde jeg glemt alt herom og kom normal portion hævemiddel og krydderier i. Selvom hjortetaksaltet sviede grumt i vore næser under bagningen blev de til min forbløffelse bedre end de plejer – så næste år kommer jeg dobbelt mængde krydderier i!
Christoffer sørgede for at den tiloversblevne overtrækschokolade ikke gik til spilde 🙂
I sidste uge kom Lars forbi, på besøg fra Djævleøen – det var rigtig dejligt at se ham igen 🙂
Her sidder han på min seng og prøver at se smart ud.
Lidt senere viste han sit sande ansigt 😉
No comment so far