Efter jeg kom tilbage fra DC var der efterårsferie på Cornell mandag og tirsdag, så Kamal havde fri. Tirsdag tog vi til Syracuse og shoppede rundt i Carousel Center. På vej derhen overtalte jeg Kamal til at lade mig prøve at køre med automatgear – for første gang i højre side af vejen, den eneste anden gang jeg har prøvet det var i New Zealand hvor de har venstresidekørsel.
… Det lykkedes mig ovenikøbet at huske at blive i højre side 😉
Sådan noget osen er udmattende i en sådan grad at jeg ikke opdagede kameraet var fremme efter jeg var faldet i søvn på sofaen med tandbørste og Leoparden.
Efter onsdag at have været til Rob Thomas-koncert (det var sjovt, jeg tror ikke jeg har været til en koncert siden Daniel og jeg kørte til Herning og så Savage Garden. Daniel var på krykker og fik bestemt sin del af opmærksomhed fra det hovedsageligt kvindelige publikum 😉 ) holdt vi torsdag aften fødselsdag for Ganesh.
Det krævede nogen grublen, for når ens venner har fødselsdag her bager man en kage til dem. men Ganesh bryder sig ikke om chokolade, og alle de fantastisk fine og fumpe kager jeg lige kunne var med chokolade i en eller anden form. Vi endte med at beslutte os for en “Tres Leches”-kage, en latinamerikansk kage der overhældes med 3 slags mælk, inddampet, kondenseret sødet mælk og piskefløde) efter bagningen. (4 faktisk, men den sødmælk som er i selve dejen tæller åbenbart ikke.)
Kamal pisker glasur
Og hælder senere mælkeblandingen over.
Imens han hældte pakkede jeg Ganeshs gave ind. Jeg ved ikke helt hvordan det lykkedes min nakke at befinde sig i den sære vinkel.
og ikke længe efter sneg han sig til at vende kameraet mod mig da jeg ikke kunne dy mig for at slikke den spildte mælkeblanding op. Der var ikke noget at græde over der.
I morges da jeg stod ved køkkenvinduet og opvaskede kom en af Kamals venner forbi i haven
Efter et stykke tid så den også mig.
Og her til aften var der det fineste skylandskab samme vej.
I morgen tidlig drager jeg og mit nystildragede halsonde til New York, til Queen-koncert, The Metropolitan Museum of Art og Chapel of Sacred Mirrors. Mere om det når jeg kommer tilbage…
No comment so far