Først: Lang bilkø. Vi – Maria, Frauke og jeg – er bestemt ikke de eneste der vil til Horsens i dag.
Dernæst lugt af brænderøg og lyd af mange stemmer. Rytmiske lyde fra smedjen.
Boder og telte med alskens varer – redskaber, garn, stof, sko, tøj, musikinstrumenter…. Alt sammen naturligvis i middelalderudgave.
Duft af stegt kød, varm suppe, varmet brød og mjød. Knurrende mave. Ikke papbakker og papirtallerkner men kålblade og flade træstykker.
Slutteligen muligheden for et bad.
Det fristede nu for en gangs skyld ikke – i stedet lå jeg og min simple blå kjole i græsset i Marias lune kappe, blev aet over håret og lyttede til Tore synge og spille på middelalderligt strengeinstrument (laut?). Tilfældige forbipasserende kiggede nysgerrigt (men han spiller også frydefuldt).
Jeg har savnet mærkeligheden, anormaliteten (omend at syne og være iført middelalderligt tøj nu ikke var så anormalt denne weekend i Horsens) og den fysiske nærhed.
No comment so far